Automatisk desinfektion af overflader
Jimco A/S lancerer ny løsning med UV-C- og ozonteknologi, som gør desinfektion i fødevarebranchen mere effektiv
Efter en lang udviklings- og testproces, som er gennemført i tæt samarbejde med Danmarks Fiskeriundersøgelser, DTU, Syddansk Universitet og flere fødevarevirksomheder, er Jimco A/S nu klar til at afsætte sin nye løsning til overfladedesinfektion med UV-C- og ozonteknologi.
- Manuel desinfektion er tidkrævende, og det er umuligt at komme ind i alle hjørner og sprækker. Samtidig anvendes skrappe kemikalier, der både belaster materiel, miljø og arbejdsmiljø. Med den ny teknologi automatiseres processen, og man opnår mere effektiv desinfektion, også indvendigt i ventilationskanalerne, siger adm. direktør i Jimco A/S, Jimmy Larsen. Desinfektionsløsningen anvender virksomhedens patenterede UV-C- og ozonteknologi på en anden måde end virksomhedens luftrensere.
- Til desinfektion anvendes ozonproducerende UV-lamper, og derfor må der ikke opholde sig personer i lokalet under processen, forklarer Jimmy Larsen.
Tilbagebetalingstid på ét år
Ifølge tests udført i samarbejde med Statens Serum Institut kan UV-C-teknologien næsten fuldstændig nedbryde listeria- og salmonellabakterier i løbet af en time. Endvidere undgås miljøbelastning, fordi man sparer vand og energi til opvarmning heraf samt undgår udledning af klorholdigt spildevand, som ifølge Jimmy Larsen negativt påvirker den efterfølgende spildevandsbehandling.
- Anlægget muliggør så store besparelser på arbejdsløn, kemikalier og vand, at tilbagebetalingstiden i de fleste tilfælde blot vil være ét år, siger direktøren.
Nyt system til reduktion af lugtemission og brandfare
Det er næsten 20 år siden, Jimco A/S udviklede det første luftrensningsanlæg til fødevareindustrien. Siden har virksomhedens egenudviklede UV-C- og ozonteknologi modtaget en lang række udmærkelser, herunder EU’s miljøpris, og produkterne anvendes i dag på fødevarefabrikker og i storkøkkener over hele verden.
Rudkøbing-virksomhedens nyeste luftrenser, der integrerer de seneste teknologiske landvindinger, hedder FLO-80165-P. Ifølge Mikael Andersen, Area Sales Manager hos Jimco A/S, anvendes den i fødevareindustrien til at minimere lugtemission, mindske fedtaflejringer, reducere brandfaren og forbedre indeklimaet.
- Anlægget benyttes i forbindelse med industrielle stege- og kogeprocesser. Den luft, der udsuges, behandles med lys fra anlæggets UV-C-lamper, og de ultraviolette stråler reagerer mod fedt- og lugtpartikler. Fedtet omdannes derved til kuldioxid, ilt og vand, der afledes, forklarer han.
På den måde reduceres lugtgener på fabrikken og i det omgivende miljø, og man forebygger aflejringer af olie og stegefedt i udsugningen, der besværliggør rengøring og i kombination med stikflammer er særdeles brandfarlige.
Fjerner op til 99 pct.
- Op til 99 pct. af de udsugede fedt- og lugtpartikler bliver fjernet. Anlægget bidrager således ikke kun til lugtreduktion, men også til bedre indeklima og arbejdsmiljø, siger salgschefen. Han fremhæver desuden, at indvendig rengøring af udsugning og luftkanaler bliver nærmest unødvendig.
- Selvom det er lovpligtigt at holde kanalerne rene, går der nogle steder år mellem hver rensning. Derfor kan man rigtig mange steder have gavn af vores løsninger, siger Mikael Andersen.
Oktober 2012
|
|
Jimco A/S har startet salget af ny løsning, som muliggør automatisk og kemikaliefri desinfektion af overflader i fødevare-branchen.
Luftrensere anvendes i fødevareindustrien til at minimere lugtemission, mindske fedtaflejringer, reducere brandfaren og forbedre indeklimaet.
|