dot_animation
21.12.2024
16:45
Søg på brancher
facebook

Banebrydende algeprojekt
i Fredericia

Fredericia Spildevand A/S vil reducere CO2-udledning, fjerne næringsstoffer fra spildevandet og producere mere biogas

- Projektet vil give mærkbare miljømæssige forbedringer, og det falder meget fint i tråd med vores vision om at vende spildevand fra at være en bekostelig affære til at blive en værdifuld ressource.

Det siger John Bader, bestyrelsesformand i Fredericia Spildevand A/S, der sammen med projektpartnerne fra Århus Universitet, Institut for Bioscience/AlgeCenter DK, DONG Energy og BIRR ApS har modtaget 1.476.200 kr. fra Vandsektorens Teknologiudviklingsfond til et banebrydende algeprojekt om CO2-fangst og blæsning til alger.

Makroalger i spildevand

Projektet går i al sin enkelthed ud på at få flere såkaldte makroalger til at vokse i renseanlæggets spildevand. Det kræver tilførsel af CO2 og betyder dermed, at der udledes tilsvarende mindre CO2 fra anlægget.

Den øgede algevækst betyder også, at der produceres mere af den miljøvenlige biogas. Desuden optager algerne en stor del af næringsstofferne i spildevandet, som dermed kan ledes renere ud fra anlægget.

- Vi ønsker at reducere CO2-udledningen fra vores gasmotor og forbrændingskedel, ligesom vi vil reducere næringsstofferne i det spildevand, som vi udleder efter at have renset det, forklarer Per Holm, adm. direktør i Fredericia Spildevand A/S.

Penge at spare

Der er stor tiltro til, at projektet lykkes. Og sker det, så er der også penge at spare. For Fredericia Spildevand A/S betaler afgifter til staten efter hvor mange næringsstoffer, der er tilbage i det rensede spildevand. Og det skal processen minimere.

Desuden skal et biogasanlæg udnytte den biomasse, som bliver et produkt af algernes proces i spildevandet.

- Vi tror faktisk på, at dyrkningen af alger på renseanlægget kan tjene sig selv ind, når vi lægger alle de besparelser sammen, som vi kan opnå. Dertil kommer, at vi på flere måder skåner miljøet, siger Per Holm.

Februar 2012