dot_animation
21.12.2024
17:6
Søg på brancher
facebook

Nyt, innovativt healing art produkt

Effekten af det digitale maleri Chromalex skal dokumenteres videnskabeligt

Chromalex er et nyt og innovativt healing art produkt, et digitalt maleri som er  udviklet til sundhedsvæsenet, hvor patienternes sindstilstand har stor betydning for behandlingsforløbet. Med rolige og glidende bevægelser er Chromalex i konstant forandring, og maleriet virker dragende og medvirker til at skabe positiv abstraktion hos patienten.

De digitale penselstrøgs farver og former bestemmes af en unik interaktionsform, der inddrager faktorer som tiden på døgnet, årstiden og planeternes indbyrdes placering. Interaktionen bevirker bl.a., at der på et givent tidspunkt altid er tæt samhørighed mellem de farver, der vises på skærmen, og de farver der findes i naturen. Chromalex drager således naturen helt ind i det individuelle behandlingsforløb og efterlader plads til fordybelse og positiv adspredelse hos patienten.

Interesse blandt forskere

Det er partnerne Playscapes, Redia og Modulex, som står bag udviklingen af Chromalex, og som i 2013 først og fremmest vil arbejde på at skabe interesse blandt forskere, der kan se potentialet i at udarbejde en gennemgribende kortlægning af det digitale maleris positive effekt på patienter og deres behandlingsforløb.

- Den meditative, afslappende og nærmest terapeutiske effekt, som brugere af Chromalex har oplevet, skal dokumenteres videnskabeligt, så vi med 100 pct. sikkerhed kan sige, at maleriet har en lindrende og måske endda en helbredende effekt, siger Lea Muldtofte Olsen, Chromalex Research Trainee hos Playscapes.

Positive oplevelser

Chromalex anvendes allerede på Odense Universitetshospitals kræftafdeling, og her har både patienter og personale haft positive oplevelser med produktet. Deres udtalelser og værdifulde erfaringer har bestyrket troen på, at Chromalex gør en forskel i behandlingsforløbet.

Flere forskningsresultater viser, at udsigt til natur – eller billeder af natur – mindsker oplevelsen af smerte. Ifølge undersøgelsen ”Helbredende Arkitektur”, som forskere fra Aalborg Universitet udgav i 2009, får patienter, der har kigget på natur i forbindelse med en behandling, mindre smertestillende medicin.

Det er blandt andet denne konklusion, som holdet bag Chromalex ønsker at underbygge yderligere i forhold til anvendelsen af Chromalex. 

Eksponering vigtig

- Det vigtigste for Chromalex lige nu er at opnå eksponering. Det vil sige, at vi bl.a. arbejder på at kunne deltage i relevante konferencer, messer og events, som netop adresserer temaet sundhed og teknologi, siger Henriette Eriksen, Internationalisation Trainee hos Playscapes.

I foråret deltager Chromalex blandt andet i EU´s SME 2013 eHealth Award, som tildeles årets mest lovende healthcare produkt udviklet af små og mellemstore virksomheder. Samtidig vil der blive opstillet Chromalex løsninger på udvalgte pleje- og behandlingscentre, hvilket yderligere forventes at være med til at anskueliggøre produktets effekt.

Februar 2013

  Det digitale maleri virker dragende og medvirker til at skabe positiv abstraktion hos patienten.