dot_animation
21.12.2024
17:12
Søg på brancher
facebook

Danske investorer sidder på grøn guldklump

Ny opfindelse, der kan nedbringe energiforbruget til belysning med omkring 40 pct., er nu parat til at blive markedsført verden over 

En lille boks, der kan sænke energiforbruget til belysning med ca. 40 pct., bliver nu installeret i virksomheder og offentlige institutioner landet over. Den patenterede opfindelse, WattGuard, kaldes populært for ”Den Grønne Boks”, og den fungerer ved at sænke den spænding, som sendes til lysstofrør, uden det går nævneværdigt ud over lysmængden.

- Lysstofrør kan arbejde ved lavere spænding, end de forsynes med i dag via elnettet, og stadig give det samme lys. Det opnår vi gennem en patenteret proces, der påvirker gasarten inden i lyskilderne, hvorved vi kan tillade os at sænke spændingen. Samtidigt opnår vi en længere levetid på rørene, siger Finn Christensen, direktør for den danske afdeling af WattGuard.

Enormt potentiale for energibesparelser

Den Grønne Boks er oplagt til alle større lysinstallationer, hvor der er flere end 200 lysstofrør. Det vil sige skoler, sportshaller, gadebelysning, hangarer, kontorer, produktionshaller etc. Listen er lang og potentialet for besparelser er således enormt. En besparelse på 40 pct. på strømregning til lys vil eksempelvis give det offentlige mange millioner mere til sygehuse eller skattelettelser.

Installationen er enkel og tager blot få timer. På trods af dette møder WattGuard ofte skepsis. Teknologien er ny, og de elektrikere, som traditionelt forsyner erhvervsmarkedet og det offentlige, er tilbageholdende med at involvere sig i nye løsninger. De kan nemlig ofte tjene mere på at installere nye armaturer end at opsætte en grøn boks. Samtidig er der ude i virksomhederne en tilbageholdenhed overfor investering i energibesparelser, som WattGuard tit møder. Dertil kommer, at mange simpelthen synes, det lyder for godt til at være sandt.

Garanteret besparelse

- Men når vi fremlægger løsningen og økonomien i den, så bliver skepsis vendt til begejstring. Vi tilbyder nemlig en abonnementsordning, der i praksis betyder, at virksomhederne ikke skal have en krone op af lommen. De får med andre ord energibesparelserne helt gratis, og ikke nok med det. Energiselskaberne belønner virksomheder, der investerer i strømbesparelser, og dermed kan virksomhederne få et kontant beløb udbetalt samtidig med at de, med garanti, sparer store beløb på deres udgifter til belysning, fortæller Finn Christensen.

Vækstvirksomhed der belønner investorerne

Bag WattGuard står en gruppe overvejende danske investorer, som via Artha Kapitalforvaltning har skudt penge i virksomhedens udvikling. De ser nu en virksomhed i hastig vækst, og flere internationale investorer har allerede været interesserede i opkøb. 

- Når vi går ind i en virksomhed af denne type, så er det fordi, der er et potentiale til, at vi kan få investeringen hjem igen med mindst faktor 10. Vi har  fået tilbud om opkøb fra udlandet, men vi tror på, at vi kan maksimere vores afkast ved først at opbygge en virksomhed med et solidt marked. Og det, tyder alt på, vil lykkes for os, siger direktør i Artha Kapitalforvaltning, Jan Severin Sølbæk.

Juni 2012

 

WattGuard, ”Den Grønne Boks”, kan sænke energiforbruget til belysning med ca. 40 pct.

42t7-61185-JanSeverinSlbkjss08183f.jpg - Højre billede 1395x2126

Jan Severin Sølbæk – direktør i Artha Kapitalforvaltning.