dot_animation
21.12.2024
16:55
Søg på brancher
facebook

Vækst og optimisme i velfærdsbranchen

En ny undersøgelse blandt virksomheder i velfærdsteknologibranchen viser, at der er stor tiltro til vækst i de kommende år

En rundspørge blandt medlemmerne i klyngeorganisationen Welfare Tech –  en markedsdreven klynge for velfærdsteknologier i Danmark, som udvikler forretning og skaber innovation gennem samarbejde mellem private virksomheder og offentlige parter inden for social- og sundhedsområdet – viser, at der på et halvt år er registreret en stigning i antallet af arbejdspladser blandt de private virksomheder i velfærdsteknologibranchen på 6,3 pct. Til sammenligning er væksten i beskæftigelsen på landsplan faldet med 0,3 pct.

Også i de kommende år er virksomhederne optimistiske. De adspurgte forventer en stigning i antallet af arbejdspladser på 10,4 pct. inden for de næste 12 måneder og 34,7 pct. flere arbejdspladser inden for 36 måneder. Til sammenligning er prognosen for stigningen i beskæftigelsen i Danmark 2013 og 2014 under en pct. (Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).

Optimismen mærkes i Welfare Tech, der i perioden har oplevet en stigende interesse fra virksomheder fra hele landet omkring nye samarbejder.

Virksomhederne tror på det

- Vi kan klart mærke, at virksomhederne tror på det. Der er en stor interesse for at indgå i nye samarbejder om projekter, eksport og forretningsudvikling af nye velfærdsløsninger. Og branchen er klart ved at konsolidere sig og for alvor få hul på markedet, siger direktør Henrik Kagenow, Welfare Tech.

Undersøgelsen stammer fra den seneste vækstbarometer-undersøgelse, som Welfare Tech udfører en gang årligt blandt virksomheder, der har samarbejdet med organisationen, for at måle på de væsentligste vækstparametre.

Om Welfare Tech 

Midlerne, Welfare Tech benytter, er metoder til forretningsudvikling, matchmaking og aktive netværk. Gennem denne indsats hjælper Welfare Tech virksomheder til nye løsninger, som sikrer bedre offentlig service, større livskvalitet og effektivitet i samfundet. Samtidig opbygges nye forretningsområder, som skaber vækst i form nye job og eksportmuligheder i den private sektor.

Welfare Tech støttes af Syddansk Vækstforum og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

August 2012

  "Vi kan klart mærke, at virksomhederne tror på det", siger direktør Henrik Kagenau, Welfare Tech.