dot_animation
6.6.2020
1:12
Søg på brancher
facebook

Studerende skal skabe vækst i virksomhederne  

Det giver pote på bundlinjen, hvis man hæver vidensniveauet ved at ansætte en studerende eller en færdiguddannet akademiker, siger formanden for Udvikling  Fyn A/S

Innovationskraften og konkurrenceevnen i det fynske erhvervsliv skal op, og det skal de studerende hjælpe til med. Derfor sparker Udvikling Fyn sammen med SDU, DI Fyn, Fynsk Erhverv og IDA Fyn i dag gang i et projekt, hvor en række virksomheder bliver matchet med studerende fra universitetet.

Erhvervslivet og de studerende på Fyn går nu sammen om at løse flere udfordringer på én gang via projektet Viden Til Virksomheden.

- Vi hæver vidensniveauet i virksomhederne, samtidig med at vi knytter de studerende til Fyn, så de bliver her også efter endt uddannelse, siger formanden for Udvikling Fyn A/S, Søren Skovbølling.

- Ude i virksomhederne er der allerede en høj faglig kompetence, men på grund af travlhed glemmer man måske at følge med i det sidste nye. Vi ved, det giver pote på bundlinjen, hvis man hæver vidensniveauet ved at ansætte en studerende eller en færdiguddannet akademiker, og den udvikling vil vi gerne være med til at accelerere, siger Søren Skovbølling.

Studerende hjælper Clayton Power 

Med i projektet er indehaveren af lithium-batteriproducenten Clayton Power, Janick Lauenborg. Hans virksomhed er allerede blevet matchet med Max Stelvig, som studerer teknisk videnskab, produktudvikling og innovation på SDU.

- Vi har ansat Max, så Clayton Power kan blive opdateret med den nyeste viden, for han kommer jo med den sidste nye skoling og de nyeste begreber. Samtidig skal hans ansættelsesperiode være med til at afklare, om vi på længere sigt har brug for hans kompetencer på fuld tid, siger Janick Lauenborg.

For Max Stelvig er det udsigten til både at tjene penge og opbygge relevant erhvervserfaring, som trækker.

- Som nyuddannede bliver vi jo til sin tid mødt med kravet om, at vi både skal være unge og erfarne, hvilket kan være vanskeligt. Derfor er det vigtigt med et studierelevant job nu. Samtidig vil jeg gerne være med til at sætte gang i en positiv udvikling her på Fyn, siger Max Stelvig.

Buanco vil have mange studerende 

Den fynske producent af betalingssystemer, Buanco System, opfatter de studerende som en uudnyttet ressource og vil gerne ansætte adskillige studerende – måske endda en hel håndfuld i løbet af en periode.

- Vi oplever forrygende vækst og har brug for den nyeste viden. Samtidig har vi et socialt ansvar for at hjælpe de studerende i gang. Jeg blev selv hjulpet i gang af Grundfos, hvor jeg var i ingeniørpraktik og lavede afgangsprojekt, siger udviklingschef Eske Slemming.

Kick-off seminar

Projektet startede med et kick off-seminar i Forskerparken i Odense den 29. august 2012, hvor godt 50 studerende mødtes med 20 virksomheder, som er interesseret i at ansætte en studerende.

August 2012