dot_animation
19.4.2024
0:54
Søg på brancher
facebook

Fra fluffy idé til første faktura

Fellowships konkurrence om et coachingforløb for innovationsprojekter er skudt i gang

Anden runde af projektet ”Fellowship for social og bæredygtig innovation”, hvor man har mulighed for at være med og pitche sin gode idé og blive en del af fellowshippet, er startet.

Brænder du for at skabe noget, der er mere end blot en traditionel virksomhed, og som rummer helhedsorienterede løsninger og ikke kun giver profit? Har du lyst til at samarbejde på tværs af sociale og kulturelle skel og arbejde med brugerinvolvering? Tror du, at din ide kunne skabe en positiv forskel i forhold til en af samfundets udfordringer? Så er det nu, du har chancen for at give din ide luft under vingerne.

Fem vindere

Der udvælges fem vindere, og er du blandt dem, bliver du tilbudt rådgivning, netværk og får stillet en kontorplads til rådighed i fem måneder. Deltagere i konkurrencen kan være projekter og bud på firmaer, som har stort potentiale for at skabe løsninger på sociale eller miljømæssige udfordringer, og som kan blive finansielt bæredygtige uden tilskud.

Pitch projektidéen på www.fellowhippet.dk. Her kan man også se og stemme på de andre projekter, der deltager i konkurrencen, samt de projekter, der tidligere har vundet et forløb hos Fellowshippet. Vinderne udvælges på baggrund af brugerstemmer og dommervotering.

Hver af de fem projektvindere får et individuelt rådgivningsforløb på fem måneder samt medlemskab (inkl. kontorplads) af The HUB Copenhagen – en lokal platform med stærkt internationalt netværk for social og bæredygtig innovation, et kreativt arbejdsrum og inspirerende events.

Projektet afsluttes med en finale, hvor de fem projekter skal præsenteres for et dommerpanel, som vurderer, hvilket projekt der har størst potentiale.

Fra idéudvikling til færdigt produkt

- Socialt innovative idéer har svært ved at blive ført ud i livet og blive bæredygtige forretningsmodeller, fordi idérigdom ikke altid følges af forretningstalent. I Fellowship kan idéerne få den viden og luft under vingerne, der skal til, for at de forhåbentlig kan lette og gå fra idéudvikling til færdigt produkt, siger Thorleif Ejdesgaard Jeppesen, bestyrelsesformand for Foreningen for Social Innovation.

- Når folk med forskellige kompetencer bliver bragt sammen, så opstår der nye måder at løse problemer på. Det er bl.a. det, vi gerne vil opnå med Fellowship; at lade de gode ideer møde forretningsmodellerne, så bæredygtige virksomheder kan vokse ud af de frugtbare møder, siger Peter Froberg, bestyrelsesformand for The Hub Copenhagen.

Mere livskvalitet og livsudfoldelse

Baggrunden for projektet Fellowship er et ønske om at støtte og inspirere til social innovation med et målrettet fokus på at skabe mere livskvalitet og livsudfoldelse for bl.a. socialt udsatte grupper i Danmark.

Fellowship støttes økonomisk gennem Erhvervsstyrelsen.

April 2013