dot_animation
20.4.2024
2:56
Søg på brancher
facebook

Ny teknologi skal lette
planlægningen i hjemmeplejen

PlanA er et nyt IT-system og en ny løsning til planlægning af serviceopgaver i hjemmeservicesektoren

Det er udviklet af forskere på Alexandra Instituttet i tæt samarbejde med private virksomheder inden for hjemmeservice.

Udgangspunktet for arbejdet har været brugerstudier i servicevirksomhederne. En af forskerne i projektet, Eva Bjerrum fra Alexandra Instituttets New Ways of Working Lab, har i løbet af foråret 2011 interviewet planlæggere, hjemmehjælpere og borgere, kørt med hjælperne rundt på deres hjemmebesøg og siddet med på kontoret hos planlæggerne.

Gule sedler, overtegnede whiteboards og forældede udprint præger ofte hverdagen hos hjemmeplejens planlæggere. Besøgsplanerne ændres mange gange i løbet af en dag, og det kan være ekstremt tidskrævende at få skemaerne til at falde i hak. Ikke mindst fordi planlægningssystemerne i dag er for besværlige og ikke giver det nødvendige overblik.

Det skal PlanA rette op på. Ved at give mere luft og ro og mere tid til service- og omsorgsopgaver. 

Enkel og intuitiv at bruge

Løsningen er enkel og intuitiv at bruge og giver overblik. PlanA gør det nemt at indarbejde ændringer i besøgsplaner og ruter, og systemet understøtter planlæggerens arbejde med forslag og beslutningsstøtte på en visuelt overskuelig måde. Ligesom kommunikationen mellem medarbejderne “i marken” og kontoret flyder langt nemmere med den integrerede forbindelse mellem smartboardet og mobiltelefonerne.

PlanA består af en trykfølsom storskærm, hvor man med fingeren kan flytte besøg rundt mellem forskellige ruter efter samme peg-og-flyt-princip som på en iPhone eller iPad, og lige så nemt og intuitivt.

Når man ændrer på planerne, får man med det samme at vide, hvad det betyder for kørselstider. Man kan ved at trykke på en aftale se, om der er særlige behov for en borger, i ét og samme overskuelige niveau på tavlen. Planlæggerne kan eksperimentere sig frem med nye planer på tavlen, indtil den mest fornuftige plan ligger der – uden at klippe og klistre.

Vagtplaner i systemet 

Hver af de kørende medarbejderes vagtplaner ligger også i systemet, så planlæggeren ikke hele tiden skal køre op og ned i niveauer og skærmbilleder.

Samtidig er den interaktive tavle på kontoret forbundet med mobiltelefoner hos de kørende medarbejdere. Ændres der på planerne på kontoret, bliver hjælpernes dagsplaner automatisk opdateret på telefonen, og hjælperne kan så selv acceptere et nyt besøg, når der er tid til det – og behøver således ikke vente, til der kan presses en opringning ind.  

I testdrift

PlanA er lige nu i testdrift i en servicevirksomhed for at få finjusteret og videreudviklet løsningen. Den helt færdige version ligger klar i juni 2012

April 2012

 

PlanA skal give mere luft og ro og mere tid til service- og omsorgsopgaver i hjemmeplejen.