dot_animation
28.3.2024
21:6
Søg på brancher
facebook

Dansk rumprogram vinder international pris

En international pris af denne kaliber er et vigtigt skulderklap, siger en af stifterne bag ”Copenhagen Suborbitals”

Det danske rumprojekt ”Copenhagen Suborbitals” har netop modtaget det fornemme Breitling Milestone Trophy, der hvert år uddeles af Den Internationale luftsports sammenslutning (FAI) til ”en person eller gruppe, der i det forgangne år har nået en væsentlig teknologisk milepæl idenfor luft eller rumfart”.

Prisoverrækkelsen fandt sted i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur, hvor en af gruppens stiftere, Peter Madsen, var til stede for at modtage prisen.

- Vi er meget beærede over at modtage en så stor anerkendelse. En international pris af denne kaliber er et vigtigt skulderklap ikke bare for mig, men for hele vores hold, der har arbejdet hårdt de sidste fem år for at nå dertil, hvor vi er i dag, siger Peter Madsen.

Copenhagen Suborbitals blev stiftet i 2008 med det erklærede mål at være den første amatørorganisation, der sender et menneske ud i rummet. Holdet består, ud over stifterne Peter Madsen og Kristian von Bengtson, af ca. 50 frivillige specialister lige fra computerprogrammører til metalarbejdere. Projektet er 100 pct. finansieret gennem donationer fra privatpersoner og virksomheder.

Bidrager til rumfartens udvikling

Dommerne giver denne begrundelse for tildelingen af prisen:

”Copenhagen Suborbitals har ved at designe, bygge og opsende verdens første amatørbyggede rumraket med fuld computerstyring på enestående vis bidraget til rumfartens udvikling. Målet er opnået alene ved hjælp af frivillig arbejdskraft og private donationer og er baseret på et utroligt højt niveau af visioner, kreativitet, tålmodighed, organisatorisk talent og tekniske færdigheder i områder, der strækker sig fra computerprogrammering og svejsning til økonomi og fundraising.

Både raketmotorer, rumkapsler, faldskærme, affyringsplatform og computerkontrol er designet og bygget udelukkende af frivillige i Copenhagen Suborbitals.

Hele designet og al viden i projektet lægges til gratis og fri afbenyttelse for raketentusiaster verden over. Denne helt nye tilgang til rumfartsteknologi er aldrig set før og vil præge den globale udvikling inden for luft- og rumfart i de kommende år. Tankegangen om at dele viden og erfaringer inden for denne branche har potentiale til at ændre måden, vi rejser i rummet.

Den seneste opsendelse er en markant milepæl inden for rumfarten og er stort skridt i retning af at opfylde visionen om på amatørbasis at sende et menneske i rummet og bringe vedkommende sikkert tilbage igen.”

Oktober 2013

 

Peter Madsen med det fornemme Breitling Milestone Trophy.