dot_animation
23.4.2024
12:47
Søg på brancher
facebook

Hvordan energibesparelser
tænkes tidligt ind i byggeprocessen

Det digitale analyse- og dialogværktøj A+E:3D har fået ELFORSK Prisen 2012 og kommer nu i en version 2.0

- Programmet A+E:3D viser lovende udsigter for, hvordan vi fremover tidligt skal tænke energibesparelser ind i byggeprocessen. Det gælder ikke kun i form af nybyggeri. Der er også mange perspektiver i at bruge værktøjet til anvendelse i renoveringen af den eksisterende bygningsmasse.

Det siger Jørn Borup, forskningskoordinator for ELFORSK, i forbindelse med, at teamet bag A+E:3D har fået ELFORSK Prisen 2012 i skarp konkurrence med en række andre projekter.

A+E:3D, et digitalt analyse- og dialogværktøj, er udviklet for at arkitekter, ingeniører og bygherrer hurtigt og i dialog kan foretage iterative, 3D-grafiske energiberegninger af forskellige arkitektoniske, geometriske og formmæssige løsninger som led i en strategisk energioptimering fra meget tidligt i et formgivningsforløb – f.eks. en bygnings længde, bredde, højde, solorientering, facader og tagformer.

En bygnings koncept og form

A+E:3D anvendes i de meget tidlige skitseringsfaser, før projekteringsfaserne, hvor de strategiske beslutninger for en bygnings koncept og form tages. Og programmet åbner mulighed for at validere koncept og form direkte op imod det danske bygningsreglements energibestemmelser, og dermed det europæiske bygningsdirektiv, på dette meget afgørende tidspunkt i formgivningsprocessen.

Disse to karakteristika er helt afgørende for den meget akutte efterspørgsel på A+E:3D, idet ingen eksisterende digitale programmer har begge disse features i sig – som samtidig er forhold, der er helt afgørende for, om arkitektonisk kvalitet og energioptimering går op i en syntese.

A+E:3D version 1.0 blev frigivet i efteråret 2011 og kan håndtere enkle, firkantede bygningsformer. Programmet indeholder alle tilgængelige beregningsparametre fra Be10, Bygningsreglementets program til dokumentation af bygningers energimæssige performance.

Komplekse digitale volumenmodeller

Version 2.0 frigives umiddelbart efter sommerferien, 2012. Det nyskabende i version 2.0 bliver, at brugeren vil kunne teste komplekse digitale volumenmodeller op imod Be10, på et meget tidligt tidspunkt i skitseringsfasen, og at brugerinterfacet bliver mere intuitivt og visuelt og derved indgår som en integreret del af arbejdsprocessen i skitsefasen.

- Med A+E:3D kan man allerede på skitseplan se, om et givent byggeprojekt vil løbe ind i problemer i forhold til at overholde energikravene, beskrevet i bygningsreglementet. Dermed kan ingeniører og arkitekter i fællesskab fastsætte rammerne for, hvordan man kommer videre med noget, der både kan blive god og energioptimeret arkitektur, siger projektleder Vibeke Grupe Larsen, arkitekt og indehaver af arkitekt- og konsulentvirksomheden VGLCPH, på vegne af projektgruppen, der også består af Rob Marsh, Statens Byggeforskningsinstitut, Signe Kongebro, Henning Larsen Architects, Janus Jagd, InteractiveLabProduction, Henrik Sørensen, Esbensen Consulting Engineers, og Annette Blegvad, Akademisk Arkitektforening.

Arbejder på version 3.0

Projektgruppen arbejder p.t. på at videreudvikle A+E:3D til version 3.0 mm, som skal kunne anvendes til energirenovering samt omfatte overordnede materiale- og prisbetragtninger i tilknytning til energioptimering.

Udviklingen af A+E:3D er finansieret af ELFORSK-midler og de involverede parters egenfinansiering.

Juni 2012