dot_animation
18.4.2024
6:23

Dansk knowhow bag drift af kinesiske plejehjem

Cura Pleje A/S har indgået aftale med kinesisk provins og ser det som en åbning for andre danske virksomheder til et marked med milliardpotentiale

En ny aftale om stordrift af kinesiske plejehjem er startskuddet til eksport af dansk viden om god pleje af ældre borgere. I løbet af et par år vil aftalen omfatte drift af plejehjem med op mod 10.000 ældre kinesere i alt. En unik aftale, lyder det fra Cura Pleje A/S, der sammen med en række andre danske virksomheder har deltaget i flere rejser til Kina for at knytte kontakter med private og offentlige aktører.

Dansk velfærd er blevet en eksportvare, og med underskriften på et såkaldt ”letter of intent” med den kinesiske provins Chongqing har Cura Pleje A/S med hovedkontor i Nordsjælland åbnet op for et stort marked for danske virksomheder i den kinesiske ældrepleje.

- Opbygningen af ældreplejen i Kina er en gigantisk opgave, som det kinesiske samfund har meget fokus på. Det betyder, at der for leverandører som os, der kan levere gennemprøvede ydelser, rådgivning, drift og uddannelse, vil være et milliardpotentiale, siger Cura Gruppens adm. direktør, Henrik Stæhr, der alene i år har været i Kina tre gange og investeret mere end 20 pct. af sin tid i flere kinesiske byer for at knytte kontakter og blive fortrolig med for forholdene.

Enormt marked for dansk pleje

Alene i Chongqing er der akut mangel på 180.000 plejehjemspladser, og det er endda en de mindre kinesiske provinser. Tendensen viser sig over hele Kina, og det er således et enormt marked, de kinesiske myndigheder nu har åbnet op for. Det kommer ikke kun de deciderede plejespecialister til gode. Også rådgivning om etablering af plejehjem, arkitektopgaver og andet vil være oplagt for danske virksomheder at byde ind på.

- Vi har været overvældede over den interesse, der er for vores danske måde at håndtere opgaverne på. Lige nu er der ikke langt fra den ene opgave til den anden, fortæller Henrik Stæhr, hvis virksomhed leverer hjemmepleje i form af personlig pleje og praktisk bistand i hjemmet til borgerne i en række danske kommuner.

Flere millioner plejehjemspladser

Kinas egne myndigheder har estimeret, at andelen af kinesere over 60 år vil vokse fra 185 mio. personer ved indgangen til 2012 til 221 mio. personer i 2015. Sammenholdes de tal med antallet af eksisterende plejehjemspladser, så mangler der 3,4 mio. plejehjemspladser. De pladser skal nu opbygges ifølge en vedtaget femårsplan, der løber frem til 2015.

- Danske virksomheder har lige nu en unik mulighed for at komme ind på et meget stort marked. Kineserne kender til dansk velfærd, og det giver fantastiske muligheder for alt fra genoptræning, hjælpemidler, administration og på en række andre områder, hvor danske virksomheder har et videnmæssigt forspring, mener Henrik Stæhr, der bl.a. samarbejder med SOSU-skolen i Silkeborg om at kunne uddanne de op mod 2.000 kinesiske hjemmeplejere, som virksomheden forventes at ansætte.

Samfundet tager over

Presset på plejehjemmene i Kina skyldes både en effektiv étbarns-politik og en stigende levealder. Forældrene til de første børn født under et-barns-politikken runder i dette årti 60-70 års alderen. De ældre ønsker ikke at bebyrde deres eneste barn med deres egne behov for pleje. I teorien risikerer et et-barns ægtepar at skulle forsørge op til fire forældre og otte bedsteforældre. Gennemsnitslevealderen er desuden steget til 73 år i Kina.

Forberedelse i flere år

Som følge af deltagelse i flere delegationsrejser til Kina har Cura Gruppen etableret et selskab, der skal fokusere på privat hjemmepleje efter dansk model i udlandet. Cura Pleje har eksisteret på det danske marked siden frit valgs-ordningen blev etableret på initiativ af daværende socialminister Henriette Kjær. Dermed er Cura Pleje A/S en af de ældste og mest erfarne virksomheder inden for levering af personlige pleje og praktisk bistand til borgere.

Cura Gruppen har arbejdet på internationalisering i mere end tre år.

December 2012 

  Adm. direktør Henrik Stæhr fra Cura Pleje A/S underskriver ”letter of intent” med den kinesiske aftalepartner Mr. Yang. 

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: