dot_animation
28.3.2024
9:46

”Live” test- og innovationsmiljø
for fremtidens fødevarer

Kantinen i Agro Food Park er omdannet til et Food Oberservatory – et levende laboratorium

Agro Food Park i Skejby har organiseret og ombygget kantinen til at teste og udvikle produkter for fødevareproducenter. Det kan både være leverandører til catering- og kantinebranchen og til detailhandelen. Dette ”real life” testmiljø kaldes i daglig tale Food Observatory og går ud på at arbejde med kantinen og dens brugere/gæster som en innovationsenhed, et levende laboratorium, hvor et produkt testes i hele serviceforløbet fra fødevarens levering, håndtering og servering til den endelige konsumering ude i kantinen eller hjemme hos forbrugerne. Det er en helt unik innovationsservice til fødevarebranchen.

Hovedingredienserne er et topprofessionelt køkken, der gerne ”leger” med maden, en lille håndfuld innovationskonsulenter og 500 gæster, som velvilligt bidrager med deres mening om dagens ret. Medarbejderne i køkkenet tager gerne produktprøver med hjem for at afprøve dem i hjemlige omgivelser. Foreløbig har man testet kød, brød, grønt og soyaprodukter. 

- I princippet er vi åbne for at teste og eksperimentere med alt, men det vi serverer, skal vi kunne stå inde for. Vores gæster i kantinen forventer en god kvalitet, og den skal vi ikke eksperimentere os væk fra, siger Rolf Imhof, daglig leder af køkkenet. Alle kokkene er med til at vurdere og komme med input til testproduktet. Det spænder fra anbefalinger til produktets emballering, udvikling af opskrifter, rettens udseende og præsentationen i kantinen, madspild og i det hele taget input til den praktiske håndtering af produktets vej til gæsten.

Kvantitative undersøgelser

Food Observatory har udviklet en metode til kvantitative undersøgelser, der målretter spørgeundersøgelsen direkte til de gæster, der har benyttet sig af dagens fødevareeksperiment. Dette sker via kantinens betalingssystem.

- Leverandørerne, vores kunder, er meget interesserede i dokumentation, der faktisk fortæller om respondenternes valg og mening om produktet. Det kan være åbne spørgsmål om gæsternes præferencer og produktets smag, eller det kan dreje sig om at undersøge andre specifikke forhold omkring brugernes oplevelse af produktet, som leverandøren ønsker undersøgt, siger Anne C. Bech fra Consumer Insight, der koordinerer holdet bag Food Observatory.

Gæsterne kan også blive mødt af en interviewer efter middagen, som har et par hurtige spørgsmål, når der testes. Ligesom der som regel også er en diskret observatør til stede i nærheden af buffeten eller et par videokameraer, der fanger brugernes interesse for de nye produkter.

Kvalitative interviews

- De kvalitative interviews giver nogle andre muligheder end de kvantitative for at fange brugernes umiddelbare holdning til den mad, de har spist. Også hvorfor de måske ikke har valgt den ret, vi undersøger. Vores forhold til kantinemad kan både være meget værdiladet, men også såre praktisk. Vi arbejder også med at sende produktprøver hjem med brugerne, mod at de sender et billede eller en kommentar om deres oplevelse af produktet tilbage til os, tilføjer Anne Bøgh fra Alexandra Instituttet.

En af hovedidéerne bag Food Observatory er at lade kvantitative og kvalitative data komplettere hinanden i undersøgelsen af leverandørernes produkter. Sammen med køkkenets erfaringer, produktidéer og anbefalinger kan det samlede input fra Food Observatory udgøre et vægtigt bidrag til produktets markedsføring. Eller leverandøren kan bruge inputtet til at foretage ændringer i produktet, inden det sendes på markedet.

Tilbyder noget unikt

Idémanden og projektlederen bag Food Observatory, Søren Madsen, er glad for at se sine tanker realiseret.

- Consumer Insight og DS2 Research ved en masse om kvantitative undersøgelser på fødevareområdet. Alexandra Instituttet har stor ekspertise inden for organisering af brugerdrevne innovationsprocesser og kvalitative undersøgelser. Sammen med kantinens dygtige folk og kantinens gæster kan vi tilbyde vores leverandører noget unikt. Der er mange, der laver undersøgelser om mad og forbrugsmønstre, men de tager ikke højde for de særlige krav, som knytter sig til kantinedrift. Planlægning, logistik, optimering, professionelle kokkes præferencer og genanvendelse i forhold til madspild osv., siger Søren Madsen. 

- Food Observatory er et enestående ”living lab” på serviceområdet, hvor research, innovation og brugerkompetencer integreres i et åbent og virkeligt udviklingsmiljø. Det sikrer en stor autenticitet og en praktisk anvendelighed af resultaterne. Food Observatory udgør et led i en lang servicekæde, der strækker sig fra jord til bord. Det er et godt eksempel på, hvordan man kan organisere og integrere professions- og innovationskompetencer i en driftsorganisation og tilbyde dem til de forudgående led i service og produktionskæden, supplerer Peter Nielsen fra Alexandra Instituttet, der har været co-udvikler i projektet fra den spæde start.

Nye initiativer undervejs

Næste skridt i Food Observatory drejer sig om yderligere professionalisering af ydelserne, men der er samtidig helt nye initiativer undervejs. Et samarbejde med Foodture Lab og Agrotech er allerede på vej. Det vil f.eks. udvide paletten af ydelser til at omfatte et gastronomisk innovationslaboratorium. Test af nyt produktionsudstyr til køkkener er en anden mulighed, og endelig påtænkes det at se nærmere på egenkontrolsystemer og certificeringsordninger.

Kilde: Innovationsnetværket Service Platform

December 2012

 

Rolf Imhof, daglig leder af køkkenet i Agro Food Parks kantine, hvor fødevare-produkter testes og udvikles. Til højre én af hans kokke.Unknown-2.jpeg - Højre billede 1394x1298

Fotos: Anne C. Bech, Consumer Insight.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: