dot_animation
14.10.2024
14:46

Sådan bliver ældre mere selvhjulpne

e-mergency på vej mod gennembrud med interaktive løsninger og velfærdsteknologi til både almindeligt ældre og demente mennesker

Et internationalt gennembrud venter lige om hjørnet for det lille Odense-firma e-mergency, der har specialiseret sig i interaktive løsninger og velfærdsteknologi – et område, som firmaet først har kastet sig over i 2011 efter en større ”omvej” siden starten i 2001. Men som til gengæld synes at blive den direkte vej ind i en spændende fremtid med fokus på at gøre ældre mennesker, både almindeligt ældre og demente, mere selvhjulpne.

- Jeg startede firmaet op som et traditionelt reklamebureau, men efterhånden som verden blev mere og mere digital, valgte jeg at gøre det til et kombineret reklame- og webbureau. Det skete i 2005. Fire år senere, da det at lave websites var blevet til noget, som alle kunne og gjorde, begyndte jeg at specialisere e-mergency i interaktive medier, der skulle gøre brugerne mere selvbetjente. Vi udviklede bl.a. interaktive turiststandere, som gør turister mere selvhjulpne, og som i dag kører med stor succes i Ringkøbing-Skjern Kommune. Informationsstandere til retailbranchen har vi også lavet en del af, og ud af alt dette voksede idéen om at bruge teknologien inden for velfærd – kraftigt inspireret af egne erfaringer med en dement mormor og en mor, der arbejder med demente, fortæller Brian Østergaard, ejer af e-mergency og tituleret interactive surgeon m.d. som led i en firmaprofilering, der bl.a. indebærer, at hvide kitler er standard firmabeklædning og plastickort udformet i stil med et sygesikringsbevis er firmaets visitkort.  

Trivselsskærm

e-mergency arbejder i dag primært med velfærd og velfærdsteknologi på en lang række områder. I december 2011 indgik man en udviklingsaftale med Gentofte og Aalborg kommuner om udvikling af en såkaldt trivselsskærm, carePlan (en tablet computer), til brug på plejehjem med henblik på at gøre hverdagen nemmere både for den ældre borger og plejepersonalet.

- En kalender er en vigtig del af trivselsskærmen. Her kan den ældre se sine aftaler og få påmindelser om forestående begivenheder. Også pårørende og personalet kan bruge kalenderen og lægge aftaler ind og sende beskeder via et online administrationssystem, og lige nu arbejder vi på at gøre det muligt for mennesker omkring den ældre – frisør, læge osv. – at ”notere” beskeder i kalenderen. Via denne tablet kan den ældre desuden bestille mad, styre lys, gardiner og varme i lejligheden, foretage videokald m.m., siger Brian Østergaard og tilføjer:

- Det er ikke teknologi, vi leverer, men derimod et værktøj, som kan gøre den ældre borger mere selvhjulpen. Vi har valgt at gå tablet-vejen, fordi de fleste kan bruge den. Langt flere end man nok tror, når blot betjeningen af tabletten er simpel nok. Vi har delt den ind i farver for at gøre den lettilgængelig. Den ældste bruger i dag er 94 år, og vedkommende har brugt den i et års tid.

Trivselsskærmen bliver testet på en række plejecentre, og i 2013 vil vi brede den ud til hjemmeplejen og gøre den tilgængelig for ældre, som bor hjemme. Ligeledes vil den efter nytår blive fuldt implementeret på et bosted i Odense Kommune, og alene det, at de pårørende får adgang til borgerens kalender, vil spare en masse tid for personalet og dermed give kommunen en ikke uvæsentlig økonomisk besparelse i millionklassen.

DemensZonen

Ud over carePlan har e-mergency også udviklet DemensZonen – et  socialpædagogisk værktøj omfattende flere forskellige værktøjer (exitZonen, Comfort Zonen osv.), som er målrettet plejecentre med demente borgere og har til formål at berolige og skabe tryghed blandt demente mennesker. F.eks. kan man fange den dementes opmærksomhed og skabe, hvad Brian Østergaard kalder en ”audiovisuel afledning”, ved at projektere billeder og film fra en medieafspiller til en væg, en dør eller andet. Det samme kan opnås med lyd og musik.

- En fodboldspiller der sparker til en bold, en horisont ved havet med strandkanten på gulvet og lignende scenarier kan aflede en dement, der er udgangssøgende, og lade vedkommende vide, at det er nat, og at han eller hun trygt kan lægge sig til at sove igen. Ligeledes kan vi på den måde skabe en oplevelse af at komme ud, selv om man forbliver indendørs. En ”støjbuffer” f.eks. i form af en film på en væg skaber ro, to der skændes glemmer deres uoverensstemmelse, nogen er nemmere at få til at spise, når de f.eks. ser et par kattekillinger lege osv. Vi kan også gøre det personligt for én, som står op om natten, ved at aktivere lyd og billede på adgangsdøren. ”Kære Poul, det er alt for tidligt at stå op …”, kan indledningen være. Det er film med adfærdsafledende effekt, vi udvikler, og det er fagfolk, som bedømmer, hvad der vil egne sig til den enkelte borger, siger han.   

Også smartphones er i spil hos e-mergency. Demenskalenderen carePlan mobile, en applikation der hjælper let demente mennesker med at sætte struktur på hverdagen og blive i eget hjem længst muligt, er et eksempel på en smartphone-løsning. En smartphone-app, som skal gøre dokumentation og arbejdsopgaver hurtigere og nemmere, er ved at blive udviklet i samarbejde med Region Midtjylland. En anden skal gøre det muligt at støtte en dement i eget hjem og f.eks. sikre, at den demente tager sin medicin.   

Fire-seks nye moduler i 2013

I bestræbelserne på at få afdækket effekten på de mange områder, hvor velfærdsteknologi kan komme ind i billedet, er Sofie Birch, nyansat hos e-mergency som project paramedic, på tur rundt i hele landet for at interviewe fagfolk om deres indtryk af værktøjerne.

- Samlet set har vi fire-seks nye moduler på bedding til lancering i første halvår 2013 og arbejder videre med en række andre velfærdsløsninger. Håndtering af eksempelvis medicinkort har vi fokus på, og i den forbindelse arbejder vi på at udvikle et sikkert telemedicinsk modul til brug ved videokald. I dag foregår videokald via Skype, men det er nødvendigt med endnu større sikkerhed, end vi kan få på Skype, siger Brian Østergaard og understreger, at det er op til kommuner og læger at give grønt lys for at udnytte de mange velfærdsteknologiske muligheder fuldt ud.

- Vi har vist, at de har effekt, men det må betones, at der ikke ligger forskning bag ved. Ikke endnu i hvert fald. Vi er med i et forskningsbaseret projekt i Norge, og til næste år vil vi inddrage ph.d. studerende i vores arbejde med at få det hele dokumenteret, siger han.

Værdighed og etik

Værdighed og etik er kodeord for Brian Østergaard i arbejdet med velfærdsteknologi.

- Hvordan gør vi det værdigt for de ældre mennesker? Det tænker vi meget over, og vi lægger stor vægt på etiske overvejelser i forbindelse med vores produktudvikling. Derfor går vi tæt på personalet og tager en dialog om etik, om hvilke regelsæt man arbejder ud fra, om hvad personalet mener er relevant for deres ældre borgere, om hvilke tekniske udfordringer vi står overfor osv. Men når det er sagt, så er det altid borgeren, vi sætter i centrum. Vi ser tingene fra borgerens synspunkt. Hvad der er til gavn for ham eller hende. Resultatet bliver i sidste ende besparelser i tid for personalet og i penge for kommunerne, men det er ikke der, vi tager vores afsæt. Vi går borger-vejen, pointerer han.   

Fra timer til produkter

2013 bliver året, hvor e-mergency forventer at få sine produkter bredt ud i hele Danmark. Desuden kigger man på det tyske og det engelske marked og har forespørgsler fra både Japan og Australien, som der skal arbejdes videre med. Brian Østergaard ser frem mod en markant vækst, som ikke kun vil betyde en forøgelse af medarbejderstaben (p.t. er der seks medarbejdere), men som også vil kræve en helt ny organisation. 

- Vi skal gå fra at sælge timer til at sælge produkter. Det kræver distributionsmæssigt et andet set up. I Danmark har vi lavet en aftale med Zealand Care, og i England har vi lige fået en god aftale på plads, siger han og runder af med ordene:  

- Overordnet set står vi stærkt. Med gode produkter og god efterspørgsel.

December 2012

 

Sofie Birch, project paramedic, og Brian Østergaard, indehaver af e-mergency, med eksempler på fremtidens velfærdsteknologi. 

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: