dot_animation
19.4.2024
13:49

Det startede med tegninger på serviet

Søren Jørgensen var i starten af 1990’erne – som medarbejder og smed – med til at udvikle en montagemaskine, der reelt lagde grundstenen til hans firma KH Microflex A/S

Fra lokalt smedefirma til international aktør inden for innovation, design og produktion af maskiner til den grafiske branche. Fra tegninger på en serviet til dokumentationsmateriale på flere hundrede sider (600 sider er ”rekorden” til dato).

Verden har rykket sig for Søren Jørgensen, siden han i starten af 1990’erne som eneste medarbejder i det fynske smedefirma KH Produktion var med til at udvikle en montagemaskine for en kunde, et trykkeri i Nyborg.

- Vi nedfældede vores tanker og idéer på en serviet og lavede de tegninger, der senere blev grundlaget for produktion af en montagemaskine, som kunne montere datidens klicheer hurtigt og sikkert til brug i forbindelse med trykopgaver, fortæller Søren Jørgensen, direktør og indehaver af KH Microflex A/S i Ringe.

Har solgt knap 600 stk.

Montagemaskinen blev reelt starten på den udvikling, som førte til etableringen af KH Microflex A/S. Gennem årene er der blevet videreudviklet meget på montagemaskinen, som i dag er solgt i et antal på knap 600 stk. – i alle mulige størrelser og varianter. 

Produktion og salg af montagemaskinen blev i 1996 flyttet over i det nystartede firma Microflex, som KH Produktion stiftede sammen med Nyborg-trykkeriet. I 2006 overtog Søren Jørgensen både Microflex og KH Produktion og lagde dem tre år senere sammen til sit nuværende firma.

Det store gennembrud

Det store gennembrud for montagemaskinen kom, da en sælger fra den amerikanske multikoncern DuPont en dag så den i drift på et trykkeri. Amerikanerne fik på det tidspunkt en del klager over kvaliteten af trykket, når man brugte deres klichéer. Problemet var ikke klichéerne, viste det sig, men derimod at klichéerne ikke var monteret nøjagtigt.

- DuPont kom med flere idéer til at forbedre montagemaskinen og har siden købt den i stort antal. Og været fast kunde hos os lige siden, siger Søren Jørgensen.

December 2011

  KH_Microflex7.JPG 1985x
Søren Jørgensen - direktør og indehaver af KH Microflex A/S

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: