dot_animation
14.10.2024
13:18

Unik robot – global succes

Stifterne af Universal Robots ville lave ”præcis den robot, verden har brug for” – og det har man åbenbart gjort

Robotfodbold var hans hobby, mens han studerede datalogi, fysik og multimedie på Aarhus Universitet. I 1998 blev han verdensmester i robotfodbold og rejste verden rundt for at lære børn at programmere robotter til fodbold. Derefter fulgte et forskerjob ved USC Robotics Lab i Los Angeles og en stilling som gæsteunderviser ved AIST i Tokyo. I 2001 var han tilbage i Danmark, nærmere betegnet Odense, hvor han tog en Ph.D. i robotteknologi ved Syddansk Universitet, og hvor han arbejdede med en transformerrobot, som kunne skifte sin egen form. Her deltog han også i et forskningsprojekt, der havde til formål at bringe flere robotter ind i fødevareindustrien.

Og i 2005 var han, Esben H. Østergaard, medstifter af Universal Robots og med til at grundlægge, hvad der i dag er en global succes. En succes, hvor ”the sky is the limit”.

- Vi kan godt tåle at være ret ambitiøse, siger Esben H. Østergaard, i dag CTO og aktionær i Universal Robots, som er vokset med eksplosionsagtig hastighed de sidste tre år.

Det var summen af en masse viden om robotteknologi, som gik op i en højere enhed i 2005, da han sprang ud som selvstændig.

- Jeg ville lave præcis den robot, som verden har brug for. Og den skulle ikke kun være til fødevarer, for det er sådan, at 80 pct. af alle robotter i hele verden bruges til håndtering, siger han.

En ny type robot

Sammen med de to medstiftere Kristian Kassov og Kasper Støy (sidstnævnte beholdt sit job på Syddansk Universitet) gik Esben H. Østergaard i gang med at udvikle robotten, som verden har brug for. Efter 2 ½ år var de nået så vidt, at robotten kunne prøveinstalleres på Hjertebjerg Gartneri. Og det blev gennembruddet.

- Nu havde vi produktet, robotten vi havde stilet efter. En ny type robot. I modsætning til andre robotproducenter designede vi de fleste dele selv, også motor og gear. Praktisk taget eneste undtagelse var komponenterne på printpladerne. Reelt set var det et skridt ned i teknologi, for hvorfor opfinde den dybe tallerken én gang til, men på den måde fik vi et helt igennem integreret produkt, fortæller Esben H. Østergaard.

Turde ikke tage telefonen

Kort efter sad de ambitiøse grundlæggere og turde nærmest ikke tage telefonen. Tænk, hvis det var en virksomhed, som ville købe en robot! Stumperne til at producere den af havde de ikke. I forsøget på at sælge robotten var de løbet tør for penge. Underleverandørerne kunne de ikke betale. Medarbejderne fik ikke løn og forlod dem. Det var en yderst pinagtig situation, husker Esben H. Østergaard.

Løsningen på problemerne så at sige ”bankede på døren” en dag. Uventet. En repræsentant fra Vækstfonden var gået forkert på vej til et møde på Syddansk Universitet og stod pludselig i lokalet, hvor de sad. Det var gensidig sympati ved første blik. I efteråret 2008 gik Vækstfonden ind i Universal Robots som investor sammen med Enrico Krog Iversen, der samtidig blev CEO. Begge har 40 pct. af aktierne. De resterende ejes af stifterne og nøglemedarbejdere.

Efter en start med meget fokus på teknologi blev der nu opbygget en komplet virksomhedsorganisation, en professionel ledelse kom til, og siden har udviklingen bare taget mere og mere fart.

Fra 75 til 130 mio. kr. på et år

I 2009 blev der solgt 35 robotter i Danmark og omsat for tre mio. kr. I 2012 solgte man 600 robotter i hele verden og havde en omsætning på 75 mio. kr. I 2013 budgetterer man med 130 mio. kr. i omsætning.

- Vi har tjent penge siden 4. kvartal 2010, så nu betaler vi vores underleverandører og medarbejdere og tager telefonen, hver gang den ringer, siger Esben H. Østergaard.

Et avanceret håndværktøj

Let at programmere og intuitiv. Sikker i forhold til andre robotter. Det er de to ting, som gør robotten fra Universal Robots unik. At den samtidig er flot designet og kan købes til en pris, der er til at have med gøre for små og mellemstore virksomheder (segmentet, den er udviklet til), giver lige de sidste ingredienser til hvad Esben H. Østergaard kalder en ”god business case”.

- Vores robot er reelt et avanceret håndværktøj, som kunden/brugeren umiddelbart kan bruge og har ”magt over” fra starten. Der skal ikke flyves en ekspert ind fra Tyskland for at stille den op eller programmere den. Og så er den intuitiv. Det vil sige, at man fysisk kan tage fat i robottens arm og dreje den til den stilling, man har brug for. Robotter kan normalt kun aktiveres via et betjeningspanel. Sådan er det ikke med vores. Desuden kan man stille den op, lige hvor man vil. Den vejer ikke ret meget, er let at flytte rundt med og skal ikke – i modsætning til andre robotter – hegnes ind af sikkerhedshensyn, fortæller Esben H. Østergaard, der lige nu arbejder intenst med to EU-ansøgninger.

- Hvad skal der til for at stille en robot op på én dag? Sådan lyder spørgsmålet i det ene projekt. Robotten har vi i forvejen, så vi ser mest projektet som en mulighed for at få udvidet applikationerne til vores robot, der kan anvendes i alle brancher. Det andet projekt handler om at øge automatiseringen af montagearbejde i Europa med robotteknologi. Vi er med i det projekt som den eneste robotproducent, forklarer han.

Mander op i R&D-afdeling 

Som CTO står Esben H. Østergaard i spidsen for en R&D-afdeling, der beskæftiger 10 udviklere og mander op løbende. 

- Vi udvikler konstant på vores produkt, har for nylig lanceret en ”storebror” til den og forsøger desuden at holde gang i innovationen. Hvordan vi bevarer evnen til at innovere, nu hvor vi er vokset ud af iværksætterbaggrunden, er min evige kæphest. Vi skal blive ved med at tage skridt til at skabe nyt og ikke kun udvikle. Vi nægter at lade evnen til at innovere dø, siger Esben H. Østergaard.

Universal Robots beskæftiger 55 medarbejdere og ansætter to-tre mand hver måned i hele verden.

Februar 2013

 

Robotten fra Universal Robots er reelt et avanceret håndværktøj, som kunden/brugeren umiddelbart kan bruge og har ”magt over” fra starten.

Esben_H_Oestergaard_thump.jpg - Højre billede 91x119

Esben H. Østergaard
– CTO og medstifter af Universal Robots.

BJ_Gear_04.jpg - Højre billede 2206x2250

Let at programmere og intuitiv. Sikker i forhold til andre robotter. Det er de to ting, som gør robotten fra Universal Robots unik.

 

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: