Lettere inspektion af galmiderSpecielle udendørskameraer giver danske frugtavlere mulighed for hurtigt at detektere galmider i solbærbuske, afdække store områder af plantagen og slå effektivt ned, hvor det er nødvendigtAlene i Danmark må 120 solbæravlere hver vinter manuelt inspicere mange kilometer solbærbuske for mideangrebne knopper. Hvis bare én angreben knop overses, risikerer man, at den inficerer mange omkringstående buske – ikke kun med galmiderne selv, men også andre farlig vira, som miderne bærer på. I EU er det ulovligt at sprøjte mod disse mider. Et projekt støttet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen har netop undersøgt mulighederne for vision-detektering af mideangrebne solbærknopper med et udendørskamera. Desuden har man set på muligheden for at udvikle en relevant billedalgoritme og metode til positioneringsbestemmelse af angrebne knopper med GPS – således at de angrebne solbærbuske kan detekteres og graves op. Det er nemlig et stort problem, at mange mideangrebne knopper overses og dermed ødelægger store dele af produktionen. Mangler en producentAt inspicere de mange buske er hårdt og koldt arbejde, og det er svært at skaffe arbejdskraft til at udføre arbejdet. Derfor har der fra solbæravlernes side været et ønske om at finde en anden løsning på inspiceringen, hvilket et samarbejde mellem en lokal avler, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut har forsøgt at belyse. Udstyret til projektet blev samlet hos Syddansk Universitet, Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi, og Machine Vision-algoritmen blev lavet hos Teknologisk Institut. - Kamerateknologien er afprøvet hos avler Mads Møller Andersen ved Ørbæk, og den skal naturligvis afprøves og videreudvikles på et større datagrundlag. Det er beregnet, at avlerne kan spare 1.200 kr. per hektar. Det giver et godt budget til videreudvikling efter standardformlen for to års tilbagebetalingstid, hvilket burde gøre det muligt at finde en producent, der kan hjælpe med at forvandle kamerateknologien til et modul, som nemt kan monteres på avlerens foretrukne køretøj, fortæller Michael Nielsen fra Teknologisk Institut, Robotteknologi. Nye mulighederDet afprøvede system åbner også nye muligheder for udbytteforudsigelse for både danske og internationale bæravlere. - Gennem feedback fra danske avlere ved vi, at de ser potentiale i at bruge samme hardware til at beregne en udbytteforudsigelse, når buskene er i blomst i april. De skal have et estimat senest primo juni for at være klar til høsten. Teknologien har derfor også stort internationalt potentiale, da solbær dyrkes i mange lande, hvor de har samme udfordringer som de danske, og teknologien kan udvides til at dække andre sorter med lignende karakteristika, slutter Michael Nielsen. Kilde: Innovationsnetværket RoboCluster. Marts 2013 |
Kamerateknologien er afprøvet hos avler Mads Møller Andersen ved Ørbæk.
|