dot_animation
7.10.2024
13:24

Radikal innovation trækker opgaver til Langeskov

Kun ved at være hurtigere end andre kan vi kompensere for de højere lønninger i Danmark, siger direktør Jens Haugaard, Hydac A/S

Radikal innovation – når man skal hurtigt fra idé til produkt – er en disciplin, som trækker en hel del opgaver i Hydac-koncernen til det danske datterselskab Hydac A/S. Hvor man i det tyske moderselskab typisk spiller ud med et udviklingsforløb på mere end to år, siger man i den fynske virksomhed blot seks måneder.

- Hvis udviklingsarbejdet skønnes at ville tage mere end seks måneder, rører vi ikke ved det. Kun ved at være hurtigere end de andre kan vi kompensere for de højere lønninger, vi har i Danmark, pointerer Jens Haugaard, direktør i Hydac A/S.

Og når det kan gå så meget hurtigere, skyldes det ifølge Jens Haugaard den danske kultur og tradition – grundlagt i folkeskolen – for at arbejde i teams, tænke selvstændigt og turde komme frem med sin mening. Mod til at tage en udfordring op og ikke acceptere, at ”det kan vi ikke”, spiller ind. Dertil kommer en vis ”dovenskab” og holdningen: Hvorfor starte forfra hver gang?

Nu der skal handles

- Står vi med en god idé, så er det nu, der skal handles. Og eftersom det er én af vores grundlæggende værdier at sætte os høje mål, lægger vi gerne pres på os selv. Vi har en firmakultur, som kan bære det igennem. Selvfølgelig kommer der ikke noget ud af alle idéer, men vi lærer også af dem, som ikke bliver til noget. Og som jeg har hørt en forsker sige: Vi får alle gode idéer hele livet, men tre-fem af dem er reelt gode nok til at realisere. De bliver dog ofte overset, og det er synd, så hellere prøve dem alle sammen af, siger Jens Haugaard og giver dette eksempel på radikal innovation i Langeskov-virksomheden:

- Ud over at være innovations- og designcenter i Hydac International er vi også koncernens kompetencecenter inden for solar- og vindløsninger, ”grøn energi” som det også bliver kaldt. En fredag for nogle år siden fik vi til opgave at udvikle et solar-koncept til brug på sites i ørkener, og i bilen på vej hjem fra Tyskland ringede jeg til to af vores ingeniører og forelagde dem opgaven. Mandag stod vi klar med løsningen.

Hydac Solar er en hydraulisk cylinder med påbygget pumpestation til anlæg, der fanger solen og omdanner solenergi via damp til el. Der er udviklet særlige plug & play-løsninger til brug i ørkener. Alt er samlet i én boks, hvilket forhindrer, at der kommer sand i anlægget under montagen.

Innovationsfolk tæt på kunderne

Nyt, nyttigt og implementeret. Det er definitionen på innovation i Hydac A/S. Innovation slutter først med salget, for en god idé er først god, når nogen vil købe den, fastslår Jens Haugaard.

- Vi leverer det, kunderne har brug for. Derfor kommer vores innovationsfolk tættere på kunderne end andre medarbejdere, siger han.

Der er 10 medarbejdere tilknyttet innovations- og designcentret. Alle med en teknisk baggrund.

- Grundlæggende skal man have lyst til at være en del af vores væksthus-tankegang for at kunne arbejde her. En tankegang, vi dyrker så radikalt, at vi kalder vores ledere for ”gartnerne”, siger Jens Haugaard og forklarer begrebet ”gartner” således:

- En gartner er en person, der uselvisk støtter sine medarbejdere, så de trives og udvikler deres potentialer og vokser med opgaverne.

December 2011

 

Hydac A/S er innovations- og designcenter i Hydac International.

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Solar
Hydac Solar er en hydraulisk cylinder med påbygget pumpestation til anlæg, der fanger solen og omdanner solenergi via damp til el.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: