dot_animation
29.3.2024
11:3

Vil ottedoble dansk produktion af økologisk vinterraps

Iværksættervirksomheden Knold & Top ApS har stor succes med udviklingen af den hvide raps, der har mange unikke egenskaber i forhold til de traditionelle gule raps

Erik Tybirk, opfinder og direktør i virksomheden Knold & Top ApS, som arbejder med forædling af raps med særligt fokus på alternative blomsterfarver, har udviklet to hvide vårrapssorter, Lysidé og SilverShadow, og en hvid vinterraps, Witt. Formålet med forædlingen er, at sorterne skal være mere miljøvenlige at dyrke, sundere og smage godt.

De hvidblomstrede raps tiltrækker færre skadeinsekter under blomstringen i forhold til de gule raps, hvorfor landmanden kan reducere brugen af insektmidler. Samtidig er der næsten ingen bitterstoffer i hvid raps, hvilket betyder, at man kan producere mere velsmagende olier, der ligesom almindelig rapsolie er sundere end f.eks. olivenolie, og bruge bladene til salatblandinger.

Stor efterspørgsel på økologisk raps

I dag er der stor efterspørgsel på økologisk raps til rapsolie, men den årlige, danske produktion tæller kun ca. 500 hektar, idet skadeinsekter gør økologisk rapsproduktion risikofyldt. Med udviklingen af den hvide vinterraps håber Erik Tybirk at kunne ottedoble den nuværende produktion, så der på sigt dyrkes 4.000 hektar økologisk vinterraps i Danmark. Her kommer Knold & Tops idé om ”Flower Power Systemet” ind i billedet.

- ”Flower Power Systemet” er en miljøvenlig dyrkningsmetode, hvor man planter almindelig gul raps i det yderste stykke på marken, mens den primære afgrøde er den hvide raps. Den yderste gule rand tiltrækker størstedelen af skadeinsekterne, hvorved der kommer færre skadeinsekter ind i den hvidblomstrede hovedafgrøde, og dermed sikres et større årligt udbytte, fortæller Erik Tybirk.

I et nyt projekt ”Økologisk sortsudvikling” skal Knold & Top i samarbejde med Økologisk Landsforening undersøge, i hvor høj grad man kan forbedre dyrkningssikkerheden af økologisk vinterraps ved brug af Flower Power-systemet.

Som en sideeffekt af dyrkningen af den økologiske raps vil man fra rapsskrå få adgang til danskproduceret økologisk protein til husdyrene, hvilket også er en betydelig mangelvare i dag.

Satte gang i rapsforædlingen

Idéen om den hvide raps kom frem i lyset som følge af Agro Business Parks innovationskonkurrence 2009, som Knold & Top vandt. Firmaet pryder nu Landbrug & Fødevarers seneste kampagne i fortællingen om, at fremtiden ikke er så sort, som den har været. Historien om Knold og Top er således historien om en iværksætter, der via det lange seje træk og det rette skub nu er med til at udvikle erhvervet og samtidig skabe sig en god forretning. For Erik Tybirk betød innovationskonkurrencen, at han for alvor fik sat gang i tingene i forbindelse med drømmen om at starte egen virksomhed.

- Innovationskonkurrencen gav mig det helt rigtige skub på det helt rigtige tidspunkt. Pengepræmien og ikke mindst den efterfølgende sparring havde stor betydning for min beslutning om at tage springet ud i at blive iværksætter, siger han.

September 2013

 

De hvidblomstrede raps tiltrækker færre skadeinsekter under blomstringen i forhold til de gule raps.

Foto: Erik Tybirk

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: