dot_animation
14.10.2024
14:9

Klinik for idéer 

på Aalborg Sygehus

Siden starten i 2009 har Idéklinikken modtaget 300 idéer fra medarbejderne og forventer at få solgt den første til produktion inden for det næste halve års tid

- Vi behandler idéer i stedet for patienter.

Pernille Mejer Højholt, leder af Idéklinikken på Aalborg Sygehus, startede i april 2009 sammen med sygehusets daværende forskningschef denne innovationsenhed op, og som tingene har udviklet sig, kan man vist godt tillade sig at konkludere, at det var en rigtig god idé, de fik for et par år siden.

Til dato er 300 idéer landet på hendes skrivebord i Forskningens Hus på Aalborg Sygehus – leveret af sygehusets ansatte.

- Idéklinikken er medarbejdernes vej uden om den klassiske idékasse i forhallen. Og ikke mindst uden om det formelle ledelsessystem, hvor idéer typisk strander og ikke kommer videre, siger Pernille Mejer Højholt, der er cand.mag. og har sin erhvervsbaggrund fra et lokalt innovationsmiljø i Aalborg.

- Ved opstarten sendte vi information om Idéklinikken rundt til alle medarbejdere og lavede ”kick off”-arrangementer på alle afdelinger suppleret med pressedækning og nyhedsbreve. Idéklinikken har i dag en kendskabsgrad blandt medarbejderne på 98 pct., tilføjer hun.

Siden har medarbejderne henvendt sig med idéer i et jævnt flow. 20-30 idéer om måneden.

Fokuserer på produktidéer

- Vi tager alle seriøst. Der findes ingen dumme idéer, men hidtil har vi primært fokuseret på produktidéer. Fremadrettet vil vi også gerne arbejde med procesinnovation. Det er vi ved at geare os til i øjeblikket, fortæller Pernille Mejer Højholt og fortsætter:

- Lige nu har vi en aktiv portefølje på 30 idéer plus 10 idéer, som er i kommercialiseringsfasen, hvor vi søger en partner, vi kan sælge patentet til og udvikle produktet sammen med. Det tager tid at nå så vidt, men vi forventer at få solgt noget inden for det næste halve års tid. Idéerne udspringer af kliniske problemstillinger, og det er et område, hvor man sædvanligvis kan få et nyt produkt på markedet i løbet af et par år. Men vi har også mærket finanskrisen i form af mindre risikovillighed i medicobranchen.

Iltsut blæser luft op i næsen

Den første idé, der blev behandlet på Idéklinikken, havde en anæstesisygeplejerske arbejdet lidt med før klinikkens åbning. Problemet var, at små børn efter operation ofte rykkede slangen til ilt, der var ført ned gennem halsen, ud. Hun fik den idé at koble katederet på barnets sut og havde selv lavet en primitiv prototype på denne iltsut, da hun henvendte sig på Idéklinikken.

- Vi gik i gang med at screene markedet og fandt ud af, at der allerede var taget patent på løsningen. Alligevel ville vi ikke slippe den og satte en ingeniør til at se på den sammen med sygeplejersken. Resultatet blev en adapter tilkoblet iltslange, som blæser luft op i barnets næse, og som kan kobles på alle gængse sutter. På den måde fik vi lavet vores egen unikke løsning, som vi har lavet en prototype af og er ved at patentere. Desuden er vi i dialog med en stor tysk medicoproducent om produktion af iltsutten, siger Pernille Mejer Højholt og betoner, at sygeplejersken har været med gennem hele forløbet.

- Hun er eksperten i forhold til problemstillingen, fastslår lederen af Idéklinikken.

11 personer tilknyttet Idéklinikken

11 personer på hel- eller deltid er tilknyttet Idéklinikken og udgør et team sammensat ud fra fagligheder og kompetencer, der normalt ikke findes i sundhedsvæsenet. Teamet består af en ingeniør, en sundhedsteknolog, en antropolog, en industriel designer, to jurister, to sygeplejersker, en tidligere sælger i lægemiddelindustrien, en udviklingssygeplejerske og Pernille Mejer Højholt som cand.mag.

- Vi sætter et team sammen, der passer til den enkelte idé. Arbejdet skal faciliteres og bliver på den måde mere målrettet, men uden for meget styring, siger hun.øjholt som

Idéklinikken var den første af sin art i Danmark, da den blev etableret. Siden er de fire andre regioner også kommet med på vognen, men i en lidt anden form.

- Vi er de eneste, der driver en så fokuseret og registreret idé-opsamling. Vi er meget systematiske i vores måde at arbejde på og 100 pct. brugerdreven, fastslår Pernille Mejer Højholt.

Fra EU-midler til regionens budget

Fra starten er Idéklinikken blevet finansieret af EU-midler fra Vækstforum Nordjylland og Interreg-programmet KASK. 14 mio. kr. har man haft til driften fra april 2009 til udgangen af 2011, hvorefter Idéklinikken kommer på budgettet hos Region Nordjylland.

- Vi startede som græsrodsinitiativ, men har gået en lang vej med at sælge os selv og er i dag fuldt accepteret. Ledelsen ønsker at beholde Idéklinikken og har fundet de nødvendige midler. Som jeg ser det, er der et stort udviklingspotentiale i sundhedsvæsenet. Blot skal man huske, at alt har et langt sigte, siger Pernille Mejer Højholt og tilføjer, at der også er indtægtsmuligheder i det for Region Nordjylland, idet regionen reelt har ret til at tage ejerskab på idéerne.

En tredjedel til idéhaveren

- Hos os er det sådan, at Region Nordjylland har ret til at overtage idéerne 100 pct. I det tilfælde, at der kommer indtægter, skal de deles mellem idéhaveren, Aalborg Sygehus og Region Nordjylland med en tredjedel til hver. Vi afholder alle udgifter undervejs, og ikke mindst er vejen til at opnå patent på en idé bekostelig. For idéhaveren er muligheden for indtægter bestemt med til at motivere og bidrage i processen, slutter Pernille Mejer Højholt.

December 2011

 

Pernille Mejer Højholt – leder af Idéklinikken på Aalborg Sygehus.


Iltsut billed.jpg 373 Iltsut, der blæser luft op i næsen på et barn, som skal have tilført ilt efter en operation, var den første idé, der blev behandlet på Idéklinikken. Foto: FOTO-AV, Aalborg Sygehus.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: