dot_animation
14.10.2024
13:24

Samarbejdsdrevet innovation skal udvikle offentlig politik og service

Det omfattende forskningsprojekt CLIPS kører i fire år og skal sætte en ny innovationsdagsorden i den offentlige sektor

CLIPS – Collaborative Innovation in the Public Sector – er et omfattende forskningsprojekt, der blev startet op den 1. juli 2009 og slutter den 1. juli 2013. Det finansieres af Det Strategiske Forskningsråd, som hører under Styrelsen for Forskning og Innovation.

Formålet er at fremme innovation i den offentlige sektor med henblik på at forbedre den offentlige service og skabe nye offentlige politikker, hedder det i beskrivelsen af projektet.

Som udgangspunkt vurderes det, at der ligger et kæmpe potentiale i at skabe innovation gennem tværgående samarbejde mellem offentlige og private parter.

Permanent og systematisk

Det hedder videre i projektbeskrivelsen, at ”innovation langt fra er en sjældenhed i den offentlige sektor. Alligevel er der brug for en ny innovationsdagsorden. Innovation er typisk begrænset til krisesituationer, hvor gamle løsninger kommer til kort og erstattes med nye. Når innovation undtagelsesvis er en del af den løbende organisationsudvikling, skyldes det ofte enkeltindividers særlige indsats. Der er derfor behov for at gøre innovation til en permanent og systematisk aktivitet, der gennemsyrer hele den offentlige sektor”.

CLIPS-projektet skal bidrage til udviklingen af metoder til at organisere og lede samarbejdsdrevet innovation, hvor de involverede parter er brugere, professionelle, offentlige ledere, politikere, konsulenter, interesseorganisationer og private virksomheder. Der fokuseres på fire områder: Udvikling af by og land. Sikkerhed i det offentlige rum. Sund levevis. Uddannelse.

Casestudier

Som en del af projektet bliver der gennemført en lang række casestudier af de mange innovative projekter og innovationsforløb, der er i gang rundt omkring i den offentlige sektor. Ca. 38 større og mindre casestudier er i gang, og de giver forskerne mulighed for at få meget konkret indblik i, hvordan samarbejdsdrevet innovation udspiller sig i praksis, skriver CLIPS-projektleder Eva Sørensen, professor ved Roskilde Universitet (RUC), i sit forord til CLIPS nyhedsbrev nr. 4 (september 2011).

De nævnte casestudier suppleres med undersøgelser, analyser, eksperimenter, workshops m.m. Forskningsresultaterne formidles under hele projektperioden gennem publikationer og konferencer. De første resultater foreligger allerede på skrift i bogen ”Samarbejdsdrevet innovation i den offentlige sektor”, skrevet af E. Sørensen og J. Torfing (2011) og udgivet af DJØFs forlag.

CLIPS er endvidere ved at udvikle en række kompetenceudviklings-programmer, som skal bidrage til at ruste offentlige ledere og medarbejdere til at indgå i samarbejdsdrevne innovationsprocesser. Dette arbejde sker i tæt samarbejde med FTF, COK og Professionshøjskolen Metropol.

MIA og KIA

Endelig er også MIA, Ministeriernes Innovationsakademi, og KIA, Kommunernes Innovationsakademi, udsprunget af CLIPS-projektet. MIA er mødeplads for 15 styrelser og departementer, når der skal drøftes tværministeriel samarbejdsdrevet innovation. Og KIA er det for kommunerne og forskere fra CLIPS, idet målet er at opnå en mere systematisk dialog og vidensoverførsel fra forskning til praksis og omvendt.

Ud over Roskilde Universitet, der har den overordnede ledelse og koordinering af projektet, er Københavns Universitet, Copenhagen Business School, Aalborg Universitet, Professionshøjskolen Metropol, Dacapo Teatret, Center for offentlig kompetenceudvikling (COK) og FTF (hovedorganisation for offentligt og private ansatte) med i CLIPS.  

 

Januar 2012
 

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: