dot_animation
24.5.2019
9:16

Er det offentlige klar til at tage risikoen ved at arbejde med innovation?

Gitte Miller Balslev, indehaver af konsulentvirksomheden MillerQuest, søger svaret i arbejdet med PhD-afhandling om offentlig innovation, der er hendes bidrag til forskningsprojektet CLIPS

Hun har på det nærmeste lukket sin konsulentvirksomhed ned i tre år – tager kun udvalgte opgaver – for at skrive PhD-afhandling om offentlig innovation som sit bidrag til forskningsprojektet Collaborative Innovation in the Public Sector, i daglig tale CLIPS.

Gitte Miller Balslev har drevet egen konsulentvirksomhed, MillerQuest, i seks år og bringer en god portion erfaring fra samarbejder med det offentlige med ind i sin afhandling, der skal ligge klar i sommeren 2012.

- Jeg har løst ret store opgaver for kommuner. Udviklingsprojekter der er en del af en vækststrategi og med et fundament i innovation. Hovedsageligt har det drejet sig om procesinnovation, men også i mindre udstrækning serviceinnovation, fortæller Gitte Miller Balslev, der er tilknyttet Roskilde Universitet som PhD-studerende i forbindelse med CLIPS-projektet.

CLIPS fokuserer på samarbejdsdrevet innovation, og det er en kendt størrelse for Gitte Miller Balslev – fra hendes arbejde i marken, at meget skal foregå på tværs af sektorer inden for det offentlige, der, som hun udtrykker det, er ”bygget op af mange siloer og ofte har svært ved at gå på tværs af siloerne”.

Tænke på en anden måde

- Man kan ikke gøre meget inden for det offentlige uden at involvere mange mennesker i det. Typisk skal man få borgere, kommunale medarbejdere, kommunale chefer, en borgmester og andre politikere til at arbejde sammen, men når det kommer til innovation i den offentlige sektor, handler det måske i første omgang om at få alle involverede til at tænke på en anden måde. Hvis man ikke er gearet til at samarbejde på nye måder, ikke er gearet til at lede og arbejde på en anden måde end hidtil, kommer man ikke langt med nye servicetiltag. Man skal være klar til at bore små huller i siloerne og lade kræfterne flyde sammen og forenes i en fælles indsats, siger Gitte Miller Balslev.  

Kernen i innovation, essensen af det begreb for innovation hun arbejder med, beskriver hun således:

- Man skal ville det. Det skal repræsentere noget nyt i sin kontekst, ny viden f.eks. Og det skal give værdi.

Dertil kommer, påpeger hun, at det kræver risikovillighed.

Risikoen for at fejle

- Innovation åbner veje, der er ukendte, og det kræver risikovillighed, eller mod om man vil, at betræde dem. Det kan være rigtigt svært i det offentlige, fordi man er bundet op på mål og rammestyring. Og er der noget, som ikke ”gælder”, ikke dur i en innovationsproces, er det netop det. Man kommer til at fejle undervejs, og man skal være parat til at tage risikoen for at fejle. Regeringen siger ”vi vil vækst”, og at ”innovation skal være en del af det offentliges måde at arbejde på”, men er det offentlige klar til at tage risikoen ved at arbejde med innovation? Hvordan vil man håndtere nødvendigheden af at ”være i fred” med de fejl, der uvægerligt kommer til at ske? Som det er nu, ”låner” det offentlige innovation fra den private sektor. Vi har brug for at få lavet en model, der passer til det offentlige, pointerer Gitte Miller Balslev.

Hun siger videre, at man sjældent laver prototyper i det offentlige. Der er ikke så stor tradition for at prøve ting af. Hvad sker der, når en idé rammer virkeligheden og viser sig ikke at slå til, spørger hun.

Mange bundlinjer

- Er der så plads til at gå tilbage og lave nytænkning forfra? Er der plads til i offentligt finansierede puljeprojekter at prøve igen og igen og således håndtere den turbulens, det skaber? Som jeg ser det, er det et komplekst spil, ikke mindst fordi der i det offentlige er flere bundlinjer at tage hensyn til. Den økonomiske, som nok er den vigtigste. Den demokratiske. Den politiske. Og sidst, men ikke mindst kravet om at skabe merværdi for borgerne. Også i den private sektor kan der være flere bundlinjer, men måske er de mere ligeværdige inden for det offentlige, hvilket gør det hele mere komplekst, siger Gitte Miller Balslev, der håber på at kunne bidrage med kvalificerede svar på nogle af de mange spørgsmål i sin PhD-afhandling.

Tre måneder i USA og Canada

Netop kvalificering af de idéer og resultater, hun er nået frem til, var målet med et tre måneders ophold i USA og Canada i efteråret 2011. Hun udvalgte og mailede til 10 professorer, alle eksperter inden for innovation på førende amerikanske og canadiske universiteter og business schools, og noget overraskende for hende selv fik hun et ja fra dem alle.

- Jeg diskuterede mine idéer med dem og fik ny viden om det, jeg har skabt, siger Gitte Miller Balslev, der i sensommeren 2012 genoptager aktiviteterne i MillerQuest på fuld tid med masser af nye erfaringer og impulser i rygsækken.

 

Januar 2012
 

Gitte Miller Balslev – indehaver af konsulentvirksomheden MillerQuest og tilknyttet Roskilde Universitet som PhD-studerende i forbindelse med CLIPS-projektet.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: