dot_animation
28.3.2024
13:29

Ny dansk chip kan reducere
roaming-omkostninger

Interfone, der gør det billigere at snakke i mobiltelefon på tværs af landegrænser, vurderes til at have store chancer for global succes og kan blive et nyt dansk tele-eventyr

En ny dansk opfindelse gør det nu muligt at reducere omkostningerne til mobiltelefoni hen over landegrænser, også kaldet roaming. Ved at montere en Interfone, en lille chip, oven på mobiltelefonens SIM-kort får man minuttakster på mellem 0,75 kr. og 2,50 kr. – i stedet for minuttakter på 3,65 kr. inden for EU og på helt op til 35,00 kr. i og til lande uden for EU.

Det er en opfindelse, der vurderes til at have store chancer for global succes.

Bag opfindelsen står den 44-årige Martin Schuh, der har drevet egen PC-butik i Kolding i en årrække og betegnes som IT-nørd i ordets positive betydning. Han henvendte sig til Mayday Invest i Aabenraa med sin opfindelse. Dette firma, der drives af Steen F. Pedersen (grundlægger af Dangaard Telecom som en del af Fleggaard koncernen – en virksomhed, der i løbet af 15 år havde fået skabt en årlig omsætning på 13 mia. kr. med datterselskaber i mere end 20 lande og status som Europas største distributør af mobiltelefoner, og som blev solgt til amerikanske Brightpoint i 2008) og Michael Møller, investerer i vækst- og innovationsvirksomheder i primært Syd- og Sønderjylland.

Sammen med Martin Schuh har de etableret firmaet Interfone International, der skal bringer Interfone chipkortet rundt i hele verden.

En killer-applikation

- Interfone har potentiale til at blive en killer-applikation, der kan skabe et nyt dansk tele-eventyr. Løsningen er genial, men selvfølgelig knap så sjov for teleoperatørernes omsætning. Omvendt vil mange operatører hurtigt se Interfone-løsningen som en mulighed frem for en konkurrent. De har i øvrigt ikke noget valg, for kunderne kommer til at vælge Interfone eller lignende produkt uanset, fordi roaming-omkostningerne er høje via GSM-nettet, siger Steen F. Pedersen, der varetager posten som bestyrelsesformand i Interfone International.

Han påpeger, at det er tusindvis af kroner, som bl.a. virksomhedsledere, salgs- og indkøbsfolk, der rejser meget i udlandet, kan spare hvert år. Roaming-omkostninger løber op i betragtelige beløb. Er man eksempelvis i udlandet med et dansk SIM-kort i mobiltelefonen, vil et opkald fra Spanien til Kina typisk koste minimum 20,00 kr. pr. minut. Med Interfone kommer minutprisen ned under to kr. 

Router ind på internettet

Interfone chippen aktiveres udelukkende ved opkald på tværs af landegrænser. Den ”afbryder” den internationale GSM-forbindelse og router opkaldet uden om mobiloperatørernes dyre internationale linjer og ind på internettet. Det er denne transaktion, som gør, at omkostningerne blot bliver en brøkdel af, hvad et almindeligt mobilopkald koster.

Kvaliteten af samtalen er den samme, men det tager nogle få sekunder mere at etablere opkaldet.

Med et Interfone chipkort (sælges for 299,00 kr. for en startpakke) i mobiltelefonen får man ikke længere roaming-regninger fra sin operatør, men fra Interfone International. 

Ved at opbygge distributionsnet

Virksomheden er ved at opbygge et distributionsnet. I Danmark og det øvrige Skandinavien vil man distribuere via et forhandlernetværk, i Norge via et datterselskab etableret på joint venture-basis, og der er indgået distributøraftaler i flere andre lande.

Interfone International starter op med fem medarbejdere i Aabenraa-hovedsædet og med Jørn Kanst Husted, tidligere landechef i Dangaard Telecom i både Danmark og Tyskland, som direktør. Man har forventninger om at skabe mindst 50 arbejdspladser i Danmark foruden et betydeligt antal uden for landets grænser. 

Marts 2012

 

Martin Schuh, 44 år og IT-nørd i ordets positive betydning, står bag opfindelsen af den nye Interfone chip.

xun1-58574-JrnHusted.jpg 809x

Jørn Kanst Husted, direktør i Interfone International.


Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: