”Grøn” dansk urne på vej verden rundt
En noget usædvanlig brancheglidning og udvikling af en særlig bionedbrydelig bio-plast er baggrunden for Hørsholm-firmas succes med lancering af NatureUrn
De er fire brødre, som ejer firmaet. To af dem, Claus og Rolf Jacobsen, står for den daglige drift. Claus Jacobsen er oprindeligt uddannet radio- og TV-tekniker, men gjorde for 20 år siden sin hobby, bådebyggeri, til sit levebrød og driver den dag i dag Claus Jacobsen Bådværft i Hørsholm. Rolf Jacobsen er tidligere vekselerer og bor i Vancouver i Canada. Sammen driver de firmaet Nordmark Jacobsen ApS og er på vej rundt i verden med et unikt produkt.
NatureUrn. En urne fremstillet i et bionedbrydeligt plantebaseret materiale.
- Sammen med SP Moulding, en af Europa´s førende koncerner på området, har vi udviklet et særligt plantebaseret bio-plast materiale. Formlen for sammensætningen af materialet opbevares bag lås og slå. Men det står fast, at materialet er plantebaseret og bionedbrydeligt. Vores urne har som den eneste på markedet en nedbrydningsrapport, der dokumenterer dens nedbrydelighed. Det er et krav på en del kirkegårde, at urner skal være nedbrudt efter 10 år. Ifølge nedbrydningstests sker det allerede efter syv-ni år med NatureUrn. Afhængigt af jordbundsforholdene, fortæller Claus Jacobsen, der har følgende kommentar til den noget usædvanlige brancheglidning, han har gennemført:
- Hvor bådbranchen er særdeles følsom over for konjunktursvingninger, er der reelt ingen konjunkturpåvirkning i begravelsesbranchen. Lidt tilfældigt kom min bror og jeg i berøring med urnebranchen, og tanken om at lave en urne i et bionedbrydeligt materiale opstod nærmest helt naturligt, hvorefter vi tog kontakt til SP Moulding.
En pæn andel i Danmark
I oktober 2010 blev NatureUrn lanceret på det danske marked, hvor den bliver distribueret gennem landets kistefabrikker, der fungerer som grossister.
- Vi har allerede en pœn andel af urnemarkedet i Danmark, der totalt set er på ca. 40.000 urner om året. Prismæssigt kan vi konkurrere med kinesisk producerede urner. Typisk produceres urner i mindre serier og som håndarbejde. Vores fremstilles ved moderne industriproduktion i Danmark hos SP Moulding, der også står for lagerføring og distribution, mens vi tager os af salg og markedsføring. At produktionen er underlagt en ISO 9000 certificering, tiltaler også vores kunder, siger Claus Jacobsen og tilføjer, at der er stigende kremeringsrater verden over, især i de kristne lande. I Japan er den næsten 100 pct.
”Grønne” begravelser
Desuden vinder ”grønne” begravelser mere og mere frem rundt om på jordkloden, og det er i høj grad med til at åbne døre til en noget konservativ branche, at NatureUrn er bionedbrydelig.
- At den fås i syv farver, der fremkommer ved at blande en speciel bionedbrydelig farve op i materialet, at den er designet klassisk og enkelt, at den som den eneste kan åbnes og lukkes, hvilket er en fordel, når man ønsker asken spredt, at den ligeledes som den eneste fås med sænkningsbånd og med forskellige motiver på, det er alt sammen med til at fremme interessen for urnen og imødekomme de mange forskellige begravelsesskikke, der findes rundt om i verden, understreger Claus Jacobsen.
Ved hvem man gerne vil handle med
Målet er at bringe NatureUrn rundt i hele verden, og Rolf Jacobsen arbejder på markedføringen fra sit domicil i Canada.
- Vi vil gerne sælge gennem grossister over alt, og vi ved præcist, hvem vi gerne vil handle med i de forskellige lande verden over. Eksportindsatsen startede vi reelt op i efteråret 2011, hvor vi deltog på verdens største fagmesse ”Funéraire Paris/2011” med deltagere fra hele verden. Det gav en del kontakter, og vi er i dialog med grossister i bl.a. Holland, Belgien, Frankrig, England, Nordamerika og Australien, siger Claus Jacobsen.
En særlig udfordring
En særlig udfordring bød England, Nordamerika og Australien på. Her skal urner være mindre, 3,5 liter mod godt 5 liter rumindhold, og derfor lanceres NatureUrn i en mindre udgave i slutningen af april.
- På et tidspunkt kommer vi også med en dyreurne. Det er der et stort marked for, siger Claus Jacobsen.
Nordmark Jacobsen ApS forventer stor vœkst i salget i 2012.
Marts 2012
|
|
Claus (t.h.) og Rolf Jacobsen på verdens største fagmesse i Paris, hvor eksporten af NatureUrn reelt blev startet op.
NatureUrn – fremstilles i et bionedbrydeligt plantebaseret materiale.
|