Verdensnyhed og blå blinkSafe Track trafikadvarselssystemet skal hjælpe udrykningskøretøjer hurtigere frem til ulykkesstedetDer er omkring 5.000 udrykningskøretøjer i Danmark og omkring 413.000 i hele Europa. Tal, som giver Christian Meilandt Thomsen, direktør og partner i firmaet Warning Systems, grund til optimisme og tro på gode afsætningsmuligheder for det nye Safe Track trafikadvarselssystem til udrykningskøretøjer. Klarer Safe Track sig som forventet godt gennem en to måneder lang testperiode hos brugere her i foråret, vil Warning Systems begynde salget af trafikadvarselssystemet til august. - Og vi vil ud i verden med det. Vi er de eneste med et system, der udnytter RDS teknologien – kendt fra bilradioen, hvor RDS bruges til trafikmeldinger. Men vi udnytter vel at mærke teknologien på en ny måde. Alle lande med RDS-bårne radiosignaler, og dem er der mange af, er potentielle markeder for os, siger Christian Meilandt Thomsen, der havde solgt sin virksomhed i 2008 og efterfølgende blev en del af Mayday-huset som ”lejer” og samtidig købte sig ind i Imakers A/S som investor og partner. Imakers A/S indgår i porteføljen hos investeringsvirksomheden Mayday Invest A/S i Aabenraa. ”Drible” med opfindelser - Her fik jeg mulighed for at ”drible” med opfindelser, og i april 2011 blev Safe Track én af dem, jeg arbejdede med. Vi lagde aktiviteten ud i et selvstændigt driftselskab, Warning Systems, og min opgave er at få systemet gjort klar til at blive sendt på markedet og få det solgt, siger Christian Meilandt Thomsen videre. Safe Track er udviklet i samarbejde med forsker Claus Vaarning, Syddansk Universitet, og har været gennem et langt udviklings- og godkendelsesforløb hos myndigheder og organisationer på efterhånden mange år. Formålet med trafikadvarselssystemet er at hjælpe udrykningskøretøjer hurtigere frem i trafikken ved at reducere responstiden hos bilisterne. Mange bilister hører ikke udrykningssignalet eller ser det blå blink, før udrykningskøretøjet befinder sig lige bag ved dem. De er optaget af andet – ikke mindst af at høre radio eller CD. Undersøgelser viser nemlig, at 80 pct. af bilisterne har enten radio eller CD-afspiller tændt under kørslen. Sender signal til bilisterne- Med Safe Track sendes der et signal fra f.eks. en ambulance til bilisterne, som befinder sig på vejen umiddelbart foran ambulancen. Det sker ca. 30 sekunder, før den skal passere bilerne. Signalet afbryder – ligesom ved en trafikmelding – radio eller CD-afspiller, og en stemme beder bilisterne om at vise hensyn og give plads til ambulancen, forklarer Christian Meilandt Thomsen. For at etablere trafikadvarselssystemet skal der blot monteres et Safe Track modul bestående af en FM sender og en RDS dekoder i udrykningskøretøjet, og signalet sendes til bilisterne via det eksisterende FM-nets antennesystem. Det drejer sig om at redde livFordelene ved, at en ambulance kommer hurtigere frem til ulykkesstedet, opsummerer Christian Meilandt Thomsen således: - Det drejer sig først og fremmest om at redde liv og reducere gener hos tilskadekomne, hvilket i sidste ende også medvirker til at minimere antallet af langvarige og for samfundet dyre genoptræningsforløb. Det drejer sig også om gøre kørslen til og fra ulykkesstedet mere sikker og sørge for en roligere transport af patienter. Desuden kan det bidrage til at reducere brændstofforbrug – og dermed CO2-udslip – og slitage på udrykningskøretøjerne. Og sidst, men ikke mindst reducere stress og nedslidning af udrykningspersonalet. Hver uge sker der gennemsnitligt mindst én ulykke med et udrykningskøretøj involveret, hvilket yderligere dokumenterer behovet for at gøre en ekstra indsats, påpeger Christian Meilandt Thomsen. Også til andre formålHan tilføjer, at det på sigt er planen at bruge Safe Track trafikadvarselssystemet til andre formål. Bl.a. ved at varsle om uheld, kø, vejarbejde og andre akutte trafiksituationer via stationære sendere. Forsøg med advarsler via GPS’en er så vidt vides det tætteste, man kommer et tilsvarende produkt. - Men det er sådan, at andelen af bilister, der har radioen eller CD-afspilleren tændt, er langt højere end den andel, der har navigationsudstyret tændt. Især når man kører i kendte omgivelser, hvilket man gør i mere end 95 pct. af tiden, har man ikke brug for GPS’en, og derfor er den slukket, siger Christian Meilandt Thomsen. Investorerne bag projektet er udover Imakers A/S og Christian Meilandt Thomsen personligt også Syddansk Teknologisk Innovation. Marts 2012 |
”Vi vil ud i verden med Safe Track trafik-advarselssystemet”, siger Christian Meilandt Thomsen, direktør og partner i Warning Systems. |