Gode idéer bakkes op af 75 års erfaring på det internationale marked
Iværksættere i Mads Clausen Entrepreneur Park får professionel rådgivning, forskning, teknisk knowhow, forsøgsværksteder m.m. stillet til rådighed af Danfoss
- Et innovativt miljø, hvor iværksættere kan udvikle og afprøve deres idéer i samspil med det internationale forskningsmiljø, der i forvejen eksisterer hos Danfoss.
Sådan beskriver direktør Anker Jørgensen den eneste privatejede iværksætterpark i Europa, Mads Clausen Entrepreneur Park, der er en del af den 254.000 kvm. store Danfoss Industrial Park og ligger dør om dør med bl.a. Danfoss A/S, Sauer-Danfoss, Siemens Flow Instruments og ca. 20 andre eksterne servicevirksomheder. Der er plads til 30 opstarts-iværksættervirksomheder ad gangen i Mads Clausen Entrepreneur Park, hvor de som hovedregel kan have til huse i maksimalt tre år.
- Vores særkende er, at vi stiller de 75 års erfaring på det internationale marked, som er oparbejdet i Danfoss-koncernen, til rådighed for iværksætterne. De tilbydes professionel rådgivning, forskning, teknisk knowhow, forsøgsværksteder, produktion og en lang række serviceydelser, som gør, at de kan koncentrere sig 100 pct. om deres kerneforretning og få mere tempo på fra starten, så deres produkter hurtigere kommer på markedet, siger Anker Jørgensen og fortsætter:
- Når en iværksætter flytter ind, får han eller hun straks tilknyttet en mentor. Mentorordningen skal hjælpe iværksætteren gennem processen fra idé til forretning og udnytte de talrige områder, hvor den lille og den store virksomhed kan have gavn og glæde af hinanden.
Tilskud af forskellig art
Desuden er der naturligvis adgang til erhvervslokaler i Mads Clausen Entrepreneur Park. Og mulighed for tilskud af forskellig art.
- Til f.eks. husleje, produktudvikling og investering i maskinudstyr, hvilket alt sammen er med til at gøre startomkostningerne lave, pointerer Anker Jørgensen.
For at sikre, at idéerne, iværksætterne møder op med, har potentiale til et stærkt forretningskoncept og kan blive til virkelighed, gennemføres der en visitering af projekterne i samarbejde med Forskerparken Alsion og Syddanske Forsker Paker. Det er primært virksomheder inden for energioptimering og mechatronics, der kombinerer mekanik, elektronik og software, man inviterer til at flytte ind i Mads Clausen Entrepreneur Park.
”Trusted by Danfoss”
At have Danfoss i sit bagland gør det lettere for iværksætterne at åbne døre hos leverandører, kunder og finansielle forbindelser, påpeger Anker Jørgensen. Dette understøttes med prædikatet ”Trusted by Danfoss”, som virksomhederne må bruge i deres markedsføring.
- Det har lige fra dag ét været en stor fordel for os at have Danfoss i ryggen. Selv om vi er en lille virksomhed, starter forhandlinger med selv store kunder på samme niveau, når det foregår på en Danfoss-matrikel. Vi havde ikke kunnet udvikle os med samme hast, hvis vi havde ligget et andet sted, siger teknisk direktør Richard Dines Schmidt fra Envotherm A/S, der flyttede ind i Mads Clausen Entrepreneur Park i 2007.
April 2012
|
|
Direktør Anker Jørgensen, Mads Clausen Entrepreneur Park.
|