dot_animation
18.10.2019
16:34

Genbruger vand
og fjerner forurening

Med en særlig inddampningsteknologi renser anlæg fra Envotherm A/S industrielt spildevand og gør det mere rent end vandet i drikkevandshanen

- Hvor andre tager udgangspunkt i, hvordan man fjerner forureningen fra vandet, har vi valgt at gå den modsatte vej: At fjerne vandet fra ”skidtet” – tungmetaller, køle-smøremidler, affedtnings- og vaskemidler m.m. Vand er fællesnævneren, når det gælder spildevand, hvorimod forureningen kan være alt muligt forskelligt. 

Det var grundidéen, da de tre ingeniører – Vibeke Svendsen, Robert Buch Hansen og Richard Dines Schmidt – i 2006 grundlagde deres fælles virksomhed, Envotherm A/S, der producerer små rensningsanlæg til industrielt spildevand baseret på en særlig og patenteret inddampningsteknologi.

- Hvor andre fokuserer på skidt med det resultat, at vandet, som er tilbage, er urent, fokuserer vi på vand – med det resultat, at vandet er helt rent. Rent faktisk mere rent end vandet i drikkevandshanen, siger Richard Dines Schmidt, der er teknisk direktør og ham med de fleste ”skæve idéer”, mens Vibeke Svendsen varetager posten som adm. direktør og Robert Buch Hansen er servicechef og ansvarlig for after sales.

Stort set alt spildevand

Destillation er den mest anvendte proces i verden, og i kraft den nye inddampningsteknologi kan Envotherm A/S levere anlæg, som er i stand til at rense stort set alt spildevand. Og som oven i købet kan reducere energiforbruget med helt op til 50 pct. sammenlignet med andre renseanlæg og spare brugeren for en masse i spildevandsafgift.

- I dag er det sådan, at hvis man ikke kan rense sit spildevand godt nok, må man lukke sin virksomhed. Det forventes, at spildevandsafgiften bliver fordoblet i løbet af de næste tre-fem år. Samtidig viser prognoser, at to tredjedele af jordens befolkning vil mangle drikkevand i 2030. Efterspørgslen vil være 40-60 pct. større end udbuddet. Med andre ord er vand og dermed spildevand et marked i vækst, siger Richard Dines Schmidt og påpeger, at Envotherms anlæg (som det eneste på markedet) nærmest er skræddersyet til en vandknap fremtid, fordi det rensede vand uden videre kan genbruges. 

Ifølge den tekniske direktør kan anlægget rense en kubikmeter vand for ca. 12 kr., hvilket er en faktor tre billigere, end konkurrenternes anlæg kan gøre det.

Konkurrencedygtig på prisen

- Vores anlæg har det laveste energiforbrug i branchen og lave materialeomkostninger, fordi anlægget fylder og vejer mindre, ca. 50 pct. mindre end andre anlæg med samme kapacitet. Andre spildevandsløsninger er typisk kaskadeløsninger, hvor f.eks. omvendt osmose, biologisk rensning eller kemisk fældning er sat sammen med UV-lys, aktiv kulfilter og ozonbehandling – alene opremsningen gør én træt. Problemet ved kaskadeløsninger er, at risikoen for driftsstop bliver meget højere. En tommelfingerregel siger, at risiko for driftsstop er lig med antal enheder i anden potens …. Vores maskiner og teknologi er de/den eneste, der kan klare alle typer spildevand alene. Det giver simpelthen færre driftsstop, når der kun er én knap at betjene, fortæller Richard Dines Schmidt og tilføjer, at Envotherm A/S i høj grad er konkurrencedygtig på prisen. Han forklarer:  

- Stål er et internationalt marked, hvor prisen er ens for alle verden over, og derfor er det produktionsmæssigt vigtigt, at vores anlæg og dermed materialeforbruget er så meget mindre. Ydermere er vores anlæg lavteknisk at samle – folk kan nærmest gå lige ind fra gaden og gøre det. Samlet set betyder det, at vi kan producere hurtigt og billigt i samarbejde med en stribe underleverandører.

Envotherm A/S arbejder på at lave MVR destillationskolonner, hvor temperaturer og ikke kondenserbare gasser kan styres i hver enkelt bund. Det hele laves som samlesæt, så destillationstårnet bliver billigt at transportere og opsætte.

- Samtidig tror vi på, at vi kan skære en god luns af det kæmpemæssige energiforbrug, konventionelle destillationskolonner har verden over, siger Richard Dines Schmidt.

Fra 150 til tre liter vand pr. bilvask

Med en opstart midt i finanskrisen skulle der også afsætningsmæssigt tænkes innovativt. Man gik efter de kunder, som betalte allermindst for vandrensning, og efter ”små steder”, hvor de små anlæg, man lagde ud med, passede godt ind. Det blev bilvaskehaller, og det har netop indbragt virksomheden EU’s Miljøpris, at man har været i stand til at lukke helt ned for udledning af spildevand i forbindelse med bilvask.

- Vi har reduceret vandforbruget pr. bilvask fra 150 liter til tre liter og kan recirkulere blødt vand billigere, end tankstationerne kan købe vand hos kommunerne. Alt efter antal bilvask betyder det en tilbagebetalingstid på blot to-fire år for anlægget, siger Richard Dines Schmidt og tilføjer:

- Hvor som helst der skal konkurreres på prisen på vand, har vi en god case. Der kan vi være med i konkurrencen og alligevel tjene penge.

Hele tiden snøren ude

I løbet af de første fire år solgte Envotherm A/S 25 anlæg, hvoraf en stor del var prototyper tilpasset den enkelte kunde. Gennem salget af prototyper skaffede man midlerne til at finansiere det næste anlæg, men de sidste tre år har virksomheden været selvfinansierende, oplyser Richard Dines Schmidt.

- Vi har lige fra dag ét haft fokus på salg. Skal man overleve, skal man hele tiden have en snøre i vandet. Ellers fanger man ingen fisk. At finde kunder er som at finde nåle i en høstak, men også her valgte vi at gå en anden vej og finde dem, som laver nålene – lovgiverne og -administratorerne. Vi har haft kontakt til næsten samtlige miljømedarbejdere i landets kommuner og fortalt dem om vores teknologi, og i hvilke brancher den kan anvendes. Det var et stort stykke arbejde, men det gav bonus, siger han.  

50 pct. af omsætningen hentes hjem via eksport primært til Tyskland. Næste store fokusområde bliver Sverige og Norge.

Som byggeklodser

Produktsortimentet består i dag af seks modeller, der kan rense fra 50-500 liter vand i timen, og to store modeller til henholdsvis 1.000 liter og 2.500 liter i timen. De leveres til priser op til seks mio. kr. pr. anlæg.

- Der er tale om standardanlæg, der kan bygges sammen som byggeklodser og skræddersys til den enkelte kundes behov. Allerede i dag kan mange kunder selv sammensætte dem. Det er vores mål inden længe at kunne levere komplette spildevandsanlæg som samlesæt, fortæller Richard Dines Schmidt.

Husholdningsversion

En anden nyhed, der er på vej, er en husholdningsversion, som ventes at komme på markedet i 2015-16. Den kommer til at fylde det samme som en opvaskemaskine og vil ved at recirkulere vandet fra opvask, tøjvask, tørretumbler og håndvask give et vandregnskab, der går i nul.

- Vi forventer en tilbagebetalingstid på fem år for dette anlæg, og med en levetid på 12 år eller mere bliver det en god investering i boligen, fastslår Richard Dines Schmidt.

De forskellige aktiviteter bliver ud fra kundesegment og teknologiens konkurrenceevne lagt ud i mindre selskaber med Envotherm A/S som moderselskab og eksterne investorer som medejere. Indtil nu har man oprettet ET Carwash (bilvask), Grand Slam (kloakspildevand), Recycle Water (udlejning af anlæg), Water of the Sun (Bangladesh projekt udviklet af Envotherm A/S med salg af renset vand på flaske) og ET Compact (husholdning). Endnu et selskab kommer til, når idéen om at sælge spildevandsanlæg som samlesæt bliver realiseret.                                                                                                        

April 2012

 

Servicechef Robert Buch Hansen (t.v.) og teknisk direktør Richard Dines Schmidt med et af de små rensningsanlæg, som genbruger vandet og fjerner forureningen fra industrielt spildevand.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: