Udviklingsprojekt kan blive til eksportsucces
I samarbejde med otte virksomheder har Plast Center Danmark udviklet en trappe i kompositmaterialer, som gør op med rustproblemer i danske svømmehaller
Svømmestadion Danmark i Esbjerg kæmper ligesom andre svømmehaller med, at trapper, skamler og andre ståldele ruster. Overfladisk korrosion er ikke farlig for sikkerheden, men er et æstetisk problem.
I et treårigt udviklingsprojekt har Plast Center Danmark og en række partnere kortlagt det korrosive miljø i Svømmestadion Danmark og udviklet en løsning i form af en 4,40 meter høj vindeltrappe i glasfiber, kulfiber og andre kompositmaterialer, der er velegnet til svømmehaller og andre korrosive miljøer. Trappen, der giver adgang til badelandets vandrutsjebane, er den første af sin art i Danmark.
- Den hidtidige trappe i rustfrit stål kunne ikke godkendes længere på trods af, at personalet konstant har været opmærksom på rustproblemerne og har malet og vedligeholdt den løbende. Den nyudviklede komposittrappe er vedligeholdelsesfri og lækker at se på, som gæsterne i et badeland forventer. Vi har gennemført destruktive test, hvor den særlige sammensætning af materialer har vist stor styrke, og trappen skal nok holde i mindst 25 år, siger teknisk projektleder Bente Nedergaard Christensen, Plast Center Danmark.
Budget på to millioner kroner
Foruden Plast Center Danmark og Svømmestadion Danmark deltager otte virksomheder med hver sit speciale i udviklingsprojektet ”kompositter i korrosive miljøer”. Det er Fiberline Composites, Reichold Danmark, Dansk Polyglas, Eurofins Miljø, Davinci Development, Welldana, ICOM Composites og Falck Schmidt ACE, som tilsammen bidrager med 500.000 kr. i egenfinansiering, mest i form af arbejdstimer, af det samlede budget på to millioner kroner. Desuden støttes projektet af EU’s regionalfond og Syddansk Vækstforum.
- Vores opgave har været at designe og konstruere trappen. Vi har lagt vægt på at skabe et flot design, der falder naturligt ind i helheden i badelandet med balustre i en smuk kulfiberstruktur og trappe og gelænder i hvidt. Resultatet er en stilren trappe, der er robust og ikke giver sig, når den bliver brugt, siger adm. direktør Ole Lykke Jensen fra Billund-virksomheden Davinci Development, som udfører udviklingsopgaver for andre virksomheder og er Skandinaviens største producent af prototyper i 3D.
Klar til det skandinaviske marked
Sammen med trappens producent, Dansk Polyglas A/S, har Davinci Development desuden lagt vægt på, at komposittrappen er produktionsvenlig, så den kan være udgangspunkt for et mere langsigtet samarbejde mellem de to virksomheder. De agter gennem yderligere en af projektets partnere, Welldana, at afsætte produktet til svømmehaller på det skandinaviske marked. De vil desuden forsøge at påvirke arkitekter til at anvende komposittrapper i større byggerier.
- Vi har fået en knowhow om kompositmaterialer, som vi kan gøre brug af inden for også offshorebranchen, olie/gas og havvind, idet både vi og Dansk Polyglas deltager i et delprojekt om substitution af stål i det store ”Energi på havet”-projekt. De alternative materialer har fordele af lavere vægt og af, at de ikke ruster, siger Ole Lykke Jensen.
Projekt giver eget produkt og netværk
Dansk Polyglas, der har hjemme i Broby syd for Odense, har specialiseret sig i at fremstille stadig mere komplekse emner i glasfiber til en række brancher – fra livreddertårne langs de danske kyster og designerborde til interiørdele til togbranchen, hvor kravene til kvalitet, finish og dokumentation er høje.
- Hidtil har vi overvejende været underleverandør, og dette projekt er en mulighed for at få vores eget produkt. Vi har ikke tidligere beskæftiget os så intenst med udviklingsarbejde, og med fremstillingen af en ret kompleks prototype af trappen har vi tilegnet os nogle kompetencer, som kan åbne nye muligheder for os. Vi har brugt rigtig mange timer på projektet, men jeg tror, vi får dem betalt tilbage med det produkt og det netværk, vi har fået, siger adm. direktør Kurt Nielsen, Dansk Polyglas.
Vejer ca. 700 kg
Den nye komposittrappe vejer ca. 700 kg, har en diameter på 2,75 meter og er på overfladen homogen og ensartet, men under overfladen gemmer sig to forskellige sammensætninger af kompositmaterialer, struktur-resiner, så forskellige materialers egenskaber kan følges i naturligt miljø. I alt 10 emner med tre forskellige struktur-resiner, to forskellige gelcoats samt profiler i to materialer, henholdsvis lakeret og ulakeret, eksponeres i naturlige og accelererede test. De naturlige test foregår i Svømmestadion Danmarks klorholdige vand og de accelererede test i Aalborg Universitet Esbjergs laboratorium. Alt sammen for at højne deltagernes vidensniveau.
Plast Center Danmark
Plast Center Danmark, der er etableret i 2003 som en erhvervsdrivende fond med det formål at være et videns- og kompetencemiljø inden for plast- og polymerområdet, er centrum for plastklyngen i Region Syddanmark. Centret er facilitator på det nationale innovationsnetværk inden for plast, PlastNet, som skal styrke danske virksomheder i den globale konkurrence.
Juni 2012
|
|
Den 4,40 meter høj vindeltrappe i glasfiber, kulfiber og andre kompositmaterialer, der er velegnet til svømmehaller og andre korrosive miljøer.
Teknisk projektleder Bente Nedergaard Christensen, Plast Center Danmark.
|