Lysindfald blev til lys idé – og en verdensetter
Historien om LogoPaint A/S kommer rundt om en usædvanlig gang innovation, op- og nedture, slagsmål om patentrettigheder, en ”forsinket” finanskrise og gedigen succes
Han nyder en stille øl på et værtshus. Lyset, der kommer ind gennem vinduet, danner skyggen af et logo på teknisk tegner Erik Thomsens glas og rammer hans ene hånd. En idé begynder at spire. Ved at strække bogstaverne i et logo i overensstemmelse med syns(kamera)vinklen kan man få logoet til at ”springe op” fra et fladt underlag og blive synligt ligesom på et opretstående skilt. Idéen om at lave 3D reklamemateriale, som i dag kendes fra et stort antal sportsarenaer verden over, er født – og det samme er fundamentet for LogoPaint A/S, der i dag er nummer ét i verden på sit felt.
Det har Erik Thomsen næppe fantasi til at forestille sig, da han i 1996 forlader værtshuset med sin opdagelse i tankerne og går hjem for at tegne videre på idéen. Derimod ser han hurtigt et potentiale i at lave ”skilte” på denne måde. Specielt til brug i forbindelse med håndboldkampe. Og i 1997 tager han sammen med partnerne Jens Peter Søndergaard og Carsten Jensen patent på 3D-idéen.
- Reelt vidste de ikke, hvad det kunne blive til, men de fik en aftale i stand med danske håndboldklubber og Vojens Speedway, hvor der blev malet logoer direkte på græsset. Det første store gennembrud kom, da de fik kontakt til en tysker, der havde forbindelser til håndboldklubben Flensburg-Handewitt, fortæller Christian Søndergaard, direktør med ansvar for drift, udvikling og innovation i LogoPaint og indehaver af firmaet sammen med partneren, adm. direktør Kurt Henning.
Fik to uger
- Denne tysker foreslog at sælge idéen til fodbold og påtog sig opgaven at lancere den i tysk fodbold. Han gik direkte til den største klub af dem alle i Tyskland, Bayern München, hvor den daværende marketingdirektør og i dag klubbens magtfulde præsident, Uli Hoeness, straks syntes godt om idéen. Så godt, at han ønskede at få et tæppe med logo malet på leveret i løbet af to uger for at teste det og at få eneret på at bruge sådanne reklametæpper i et år. På det tidspunkt havde de tre partnere ikke prøvet at male et logo på et tæppe før, så de fik travlt. Købte et kunstgræstæppe og malede på det, men malingen krakelerede. Først i sidste øjeblik fandt de en maling, der kunne holde, fik sprøjtemalet tæppet ude på en parkeringsplads med brædder som afskærmning og lejede en stor varevogn til at køre det til München i, fortæller Christian Søndergaard videre.
Tæppet blev lagt på ved siden af målene på Bayern Münchens hjemmebane. Og det virkede efter hensigten.
- Allerede under kampen begyndte naboklubberne at ringe til Uli Hoeness for at høre, hvad det nu var for noget. Det ville de også have, og LogoPaint fik mange forespørgsler den følgende tid, siger Christian Søndergaard.
Gang i innovationen
Det satte på ny gang i innovationen. Denne gang drejede det sig om at udvikle nye teknikker til hurtigt og effektivt at male på tæpper og andre materialer. Eftersom arbejdet foregik ved håndkraft, var det, som Christian Søndergaard udtrykker det, lavpraktisk innovation, der var tale om. Tyrkiet og Holland kom til som nye markeder, men alligevel blev der ved årtusindskiftet ikke produceret (håndmalet) 100 tæpper om året.
Også i 2000 flyttede fokus pludselig ind i en retssal ved retten i Düsseldorf. Det spanske firma MSP, der næsten samtidig med LogoPaint havde fået idéen til at lave 3D skilte, sagsøgte Vejle-firmaet for patentkrænkelse og vandt. Efterfølgende blev sagen dog forliget mellem de to firmaer, og man delte det europæiske marked mellem sig rettighedsmæssigt og betalte krydslicens til hinanden.
- Vores patent var anderledes derved, at vi kunne gå skridtet videre fra det flade skilt til at skabe et egentligt objekt eller i hvert fald noget, der blev opfattet som et sådant, siger Christian Søndergaard og tilføjer, at der lige siden har været gjort utallige forsøg på at ”angribe” firmaets patent, og at der er kommet mange sager ud af det. Patentslagsmål fylder stadigvæk meget i hverdagen.
Næste store nedtur
I 2001 kommer Christian Søndergaard, der af uddannelse er ingeniør med speciale i produktion og er bror til en af grundlæggerne, ind i firmaet som udviklingsansvarlig. Og oplever den næste store nedtur, da det tyrkiske marked, der er LogoPaints næststørste efter det tyske, kollapser.
- I 2003 køber Kurt Henning og jeg os ind i firmaet og er med til reformulere hele forretningsgrundlaget. De store tab, kollapset medførte, tynger firmaet voldsomt, men eftersom vi vækster på stort set alle øvrige markeder, primært det europæiske, kommer vi fri af gælden i løbet af halvandet år. Vi må afskedige halvdelen af medarbejderne og går fra 16 til otte. To år senere er vi oppe på at fremstille 225 produkter om året, siger Christian Søndergaard.
Omkring de 200 af dem blev produceret på tre måneder, juli, august og september, for det er i denne periode, de store fodboldligaer starter sæsonen op. I 2005 gav det arbejde til op imod 35 timelønnede, som afdækkede og sprøjtemalede tæpperne – typisk i fire-fem farver pr. tæppe – og bl.a. brugte 40 km afdækningstape i processen.
Fem meter bred printer
- Jeg havde allerede i 1999 arbejdet med udvikling af softwaren, vi brugte til produktion af tæpperne, og nu begyndte vi for alvor at søge efter systemer til printning af tæpper. I 2005 fandt vi en fem meter bred printer, der printede kvalitativt godt nok til vores behov og købte den som den første af sin slags i Danmark. Det kom til at betyde, at vi totalt ændrede produktionsmetode, gik fra håndværksproduktion til industriel produktion, og bemandingen blev reduceret fra 35 til blot to mand i produktionen, siger Christian Søndergaard.
For at bevare det arabiske marked – midt i Muhammedkrisen – etableredes LogoPaint Schweiz i 2006. Og i kraft af den avancerede produktion, som ingen af konkurrenterne kunne matche, begyndte LogoPaint at producere for flere af dem. Bl.a. spanske MSP. Samarbejdet kom også til at omfatte et forsøg på at komme ind i USA ved fælles hjælp, men det lykkedes ikke.
Noget, som derimod lykkedes over al forventning, var at producere. Den store printer betød stor overskudskapacitet, og i 2007 etableredes søsterselskabet 5mPrint A/S med speciale i at producere storformat print, op til 5 x 20 meter uden sammensyninger og –svejsninger, på gulvtæpper, vinyl, pvc, net pvc og diverse stoftyper.
Vækstplan skydes i gang
Året efter leverer LogoPaint sine ”3D Signs” til 40 lande og går på jagt efter endnu større markedsandele. Man laver et joint venture med det engelske firma Three-D-Signs og opkøber rettigheder til en række lande sammen med dem. Der ansættes flere sælgere, grafikere og supportfolk følger efter, og en gedigen vækstplan skydes i gang.
- I 2009 rammer finanskrisen os. Den er ”forsinket” af, at sponsorkontrakter i fodboldverdenen løber over flere år, men nu bliver der genforhandlet, og især i Middelhavsregionen får det konsekvenser for os. Kun i Tyskland ligger vi over budget. Endnu engang må vi tilpasse medarbejderstaben, fra 24 til 19 mand, men vi holder fast i væsentlige elementer i vækstplanen. Ofte betyder sådanne kriser, at man får justeret sigtekornet, og vi får det indstillet rigtigt. Resultatet i 2010 har aldrig været bedre, selv om vi i 2009 etablerede LogoPaint Asia sammen med en partner. Asien er et vækstmarked, men det tager typisk tre år at få fodfæste i en ny region. Ikke mindst i Asien er relationer vigtige. Faktisk vurderer vi, at relationer i dag er mere værd og mere en forudsætning for salget end patenterne, betoner Christian Søndergaard og tilføjer, at også konkurrenterne kom ud i problemer p.g.a. finanskrisen.
Begynder at købe op
- Vi er gode til at gemme lidt penge og begynder at købe op. Faktisk bliver vi ret meget større på det her tidspunkt, og vores omsætning øges markant gennem opkøbene. Desuden kommer cricket og rugby *) til som nye sportsgrene, hvilket yderligere øger vores vækst. I disse sportsgrene er sponsoraterne lige så store som i fodbold, siger Christian Søndergaard, som sidste år sammen med Kurt Henning købte de øvrige partnere ud. Og i år har man fusioneret med de sidste 50 pct. af engelske Three-D-Sign, hvorfra en tredje partner kommer.
Siden denne fusion har man brugt en del tid på at køre de forskellige organisationer sammen i LP Sports Group-koncernen, og man har netop ansat Michael Roschmann som Chief Commercial Officer for at intensivere salgsarbejdet. LogoPaint sælger i dag sine 3D Signs i mere end 50 lande og er aktiv inden for 12 sportsgrene. Fodbold er den største af dem. Mere end 500 fodboldklubber, bl.a. storklubberne Bayern München, FC Barcelona, Real Madrid, Juventus, AC Milan og Inter, og mere end 2.000 sponsorer med kendte navne som Coca Cola, Toyota og Adidas i spidsen bruger firmaets 3D Signs.
En markant etter
LogoPaint, der har hovedsæde i Vejle med 20 ansatte, kontorer i Singapore og London og agenter i en lang række lande, er ikke kun nr. 1 i verden. Men en markant etter. Konkurrenten på 2.-pladsen har en omsætning, som blot udgør en lille procentdel af LogoPaints omsætning.
*) Modsat fodbold er det inden for rugby tilladt med 3D Signs på selve banen. Der bruges græsmaling til at fremstille dem. I ishockey smelter man dem ned i isen, og i håndbold er det i stor udstrækning klistermærker, man gør brug af for at få sponsorbudskaber frem.
Juni 2012
|
|
Christian Søndergaard, partner og direktør, sammen med marketingchef Bettina Aude Parastar. I baggrunden den fem meter brede printer.
Tyskland og Bundesligaen er LogoPaints største marked. Her ses 3D Sign på FC Schalke 04's hjemme-bane.
Rugby kom til som ny sportsgren og nyt marked i 2010.
|