Verdens første trådløse fiberoptiske iltmålerLoligo Systems, der leverer udstyr til bioforskning, kan fejre 10 års jubilæum med endnu et resultat af mange års innovationDer er fart over feltet hos Loligo Systems, der efter 10 år stadig har fuld gang i produktudviklingen og i denne tid arbejder på lancering af verdens første trådløse fiberoptiske iltmåler. Udviklingen har betydet ansættelse af to nye medarbejdere i år, så staben i dag tæller fem medarbejdere samt en ad hoc agent i Kina. Netop denne vækst og de positive resultater har ført til, at dagbladet Børsen har udnævnt Loligo Systems som gazellevirksomhed for andet år i træk. Virksomheden opstod i 2002 som et spin-off fra Aalborg og Københavns Universitet. Ejerleder Jannik Herskin drev virksomheden hjemmefra de første år og flyttede herefter ind i Agro Business Park i Tjele i 2006. Forretningskonceptet er udvikling og salg af forskningsudstyr til respirations- og adfærdsmålinger hos laboratoriedyr. Produkterne er primært software, instrumenter, sensorer samt målekamre til iltforbrugsmålinger i væsker hos mikroorganismer, fisk eller krebsdyr. Markedsledende på verdensplanLoligo Systems er markedsledende på verdensplan inden for udstyr og software til fysiologiske samt adfærdsmæssige målinger på dyr, der lever i vand. I løbet af de sidste år havde virksomheden 97% eksport og har nu kunder i mere end 40 lande. Loligo Systems fik bl.a. en rekordstor ordre til Kina sidste år, og ansættelsen af en agent i Shanghai skal være med til at styrke virksomhedens position på det kinesiske marked. Jannik Herskin fortæller, at et af de kommende tiltag i forhold til Kina er at få en kinesisk version af Loligo Systems hjemmeside. Lancering af nyt måleinstrumentI løbet af det sidste år har virksomheden udviklet på et nyt trådløst instrument, som kan måle ilt ved hjælp af fiberoptiske sensorer, dvs. følere der kan måle ilt i væsker eller gas. Det er verdens første trådløse fiberoptiske iltmåler på markedet, og prototypen er i øjeblikket ved at blive testet i laboratoriet. Nye markederLoligo Systems laver primært udstyr til bioforskning, men et nyt forretningsområde er industrier, der begynder at anvende fisk i deres tests af nye fremmedstoffer og medicin frem for at bruge mus og rotter. Ved hjælp af særlig software bestemmes dyrenes adfærd automatisk ud fra videooptagelser, og ud fra analysen kan man finde ud af, om der er en effekt af et bestemt stof eller ej. Oktober 2012 |
Verdens første trådløse fiberoptiske iltmåler. |