En god dag ved egen kraftPå fire plejecentre i Fredericia har de arbejdet med projektet ”Længst Muligt I Eget Liv”, og resultaterne er overraskende positiveProjektet ”Længst Muligt I Eget Liv” har været en stor succes over for ældre borgere i Fredericia Kommune og er blevet kendt langt uden for landets grænser for det rehabiliterende arbejde. Nu er visionen fra ”Længst Muligt I Eget Liv” også blevet brugt i et projekt på fire af kommunens plejecentre, og resultaterne viser, at borgerne får større livskvalitet og personalet større arbejdsglæde. - Vi er meget positivt overraskede over resultaterne fra projektet, for de borgere, vi har på plejecentrene i dag, er meget mere plejekrævende end for blot få år siden. Udgangspunktet var, at vi blot skulle undgå, at borgerne blev yderligere svækket. Men vi har kunnet meget mere end det. Med en lille indsats har vi formået at give borgerne troen på at kunne gøre og bestemme det, der giver livskvalitet for den enkelte, fortæller udvalgsformand Hanne Lumby. Fra mangler til mulighederProjektet på plejecentrene har vist sig at være en enkel måde at skabe livskvalitet i hverdagen på. Der er blevet lavet en plan for borgeren, og med et fælles fagligt fokus på tværs af faggrupper og vagter i en til to uger er det lykkedes med en lille indsats at skabe en stor effekt for borgeren – og for personalet. - I stedet for at kigge på, hvad borgeren ikke kan, så ser vi nu på, hvad borgeren gerne vil kunne, så vi sammen får skabt en god dag ved egen kraft. Vores fælles faglige fokus har betydet, at vi har nået borgernes mål uden at bruge flere ressourcer. Så samtidigt med, at vi har oplevet et paradigmeskifte fra svag og svækket til stærk på trods af svækkelse, så har vi også skabt mere livskvalitet, forklarer plejechef Bo Østergaard Kristensen. EngagementDet overraskende ved projektet har været, at succesen med at opnå en god dag ved egen kraft kun har været meget lidt afhængig af, om borgeren er demensramt eller ej, og om borgeren har boet i plejebolig under eller over et år. Succesen afhænger nemlig af personalets engagement og i endnu højere grad af, at borgeren kan engagere sig i målet. - En måned efter, at borgeren har været i fokus, er effekten den samme. Det betyder, at opmærksomheden på målet har udviklet sig til nye vaner og rutiner, der kommer borgeren og personalet til gavn, fortæller Bo Østergaard Kristensen. En positiv forskel137 borgere på plejecentrerne Stævnhøj, Øster Elkjær, Othello og Ulleruphus har deltaget i projektet. Alle har de hver især været i fokus, og den særlige opmærksomhed glæder borgerne, der igen tør have en lille drøm om at kunne mere selv. I evalueringen er der lavet en vurdering af, hvor stor glæde borgerne har haft af projektet, og for 84 pct. gjorde det en positiv forskel. 50 pct. bruger de fysiske kræfter mere og har på den måde fået et bedre overskud i hverdagen og ikke mindst mere lyst til tilværelsen. - Evalueringsrapporten viser, at der er skabt mere glæde i hverdagen for både beboere og personale, og at beboerne oplever at kunne bruge egne kræfter lidt mere. Det er fantastisk, at projektet har gjort en så stor positiv forskel for så mange af vores borgere på plejecentrene, pointerer Hanne Lumby Glæden smitterDe små smittende succeser skaber glæde hele vejen rundt. Personalet oplever, at borgerens glæde smitter af på dem, og at de får en større gensidig respekt for hinanden. Personalet er på mange måder kommet til at kende borgeren bedre, og det giver bedre livskvalitet og et bedre arbejdsmiljø. - Det har glædet mig meget at høre og læse om det store engagement, vores medarbejdere har lagt i arbejdet, og de mange positive erfaringer fra projektet kan vi alle lære meget af, slutter Hanne Lumby. Oktober 2012 |