dot_animation
14.10.2024
14:20

Skal forbedre blodprøvens vej til hospitalet

Innovationsnetværket RoboCluster deltager i et nyt projekt omkring udviklingen af en intelligent forsendelseskasse

Et hurtigere og mere nøjagtigt svar på patientens blodprøve. Det er målet med en intelligent forsendelseskasse, som er under udvikling lige nu, og som skal forbedre blodprøvens vej fra de praktiserende læger til analyselaboratoriet på sygehuset.

Virksomheden Intelligent Systems er primus motor i projektet, og sammen med Farusa Emballage, LT Automation, Balluff, Innovationsnetværket RoboCluster, Aalborg Sygehus og Odense Universitetshospital er det planen at udvikle en sporbar transportkasse og en robot til at pakke den ud.

- Ukontrollerede forhold under transporten reducerer sikkerheden i analysernes resultater og kan forlænge svartiden. Den intelligente forsendelseskasse vil afhjælpe disse problemstillinger, da den selv overvåger og registrerer temperaturen under transporten og giver fuld sporbarhed omkring prøverne. Og automatiseringen på laboratoriet vil gøre modtagelse, udpakning og sortering af prøverne fuldautomatisk og skabe et effektivt og sikkert flow, siger adm. direktør i Intelligent Systems, Niki Nicolas Grigoriou, til Innovationsnetværket RoboClusters nyhedsbrev.

Forsendelse skal optimeres

Hvert år udtages der ca. 21 mio. blodprøver, som sendes til hospitalslaboratorier i Danmark. Prøverne sendes på forskellige måder alt efter praktiske hensyn, traditioner og økonomi. For at opnå et retvisende analyseresultat er det optimalt, at en blodprøve undersøges inden for maksimalt fem-seks timer og har en bestemt konstant temperatur under transporten til laboratorierne.

Langtfra alle laboratorier kan overholde kravene til tid og temperaturforhold under forsendelse. Det betyder længere svartider, risiko for fejldiagnosticering og en uhensigtsmæssig udnyttelse af fagpersonalets ressourcer, idet der skal tages nye prøver.

Fokus med nationale muligheder

Potentialet i projektet er så stort, at Fornyelsesfonden har valgt at støtte det med fire mio. kr. fra en pulje under det nationale Partnerskab for Sundheds- og Sygehusinnovation. Samlet set har projektet, der løber fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2014, et budget på godt syv mio. kr.

Projektet er et nationalt foretagende med udgangspunkt og rod i Region Nordjylland, herunder særligt Aalborg Sygehus. Støtten fra Fornyelsesfonden ligger i tråd med Region Nordjyllands – og flere andre regioners – strategi om øget offentlig-privat innovationssamarbejde på sundhedsområdet.

November 2012

  Hvert år udtages der ca. 21 mio. blodprøver, som sendes til hospitals-laboratorier i Danmark.

Støt MagasinetInnovation.dk med en donation - klik her.

Læs også: